Særpræg

For at et varemærke kan registreres skal det have særpræg. Det fremgår af varemærkelovens § 13, at kravet om særpræg dækker over følgende tre hovedkrav:

  • Mærket skal være tilstrækkeligt distinktivt (have adskillelsesevne/kendetegnsfunktion)
  • Mærket må ikke være deskriptivt (beskrivende)
  • Mærket må ikke være blevet en sædvanlig betegnelse for de ansøgte varer eller tjenesteydelser

Disse krav forfølger to forskellige mål. Således skal kravet om distinktivitet sikre, at det varemærke, som søges beskyttet, rent faktisk vil blive opfattet som et kendetegn i omsætningskredsen. Har mærket denne "kendetegnsfunktion", vil det nemlig kunne bidrage til, at forbrugeren kan differentiere mellem forskellige udbyderes varer eller tjenesteydelser, hvilket vil sætte forbrugeren i stand til at genvælge eller fravælge varer eller ydelser fra én bestemt udbyder. Samtidig skal kravene om, at mærket ikke må være deskriptivt eller være blevet en sædvanlig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen sikre, at alle erhvervsdrivende frit kan anvende beskrivende ord eller figurer. En erhvervsdrivendes monopolisering af helt almindelige, beskrivende ord eller figurer, vil nemlig kunne besværliggøre andre erhvervsdrivendes mulighed for at markedsføre deres varer eller tjenesteydelser på sædvanlig vis, hvilket ville skade konkurrencen på markedet.

Derudover fremgår det også af EF-domstolens praksis, at særprægskravet også opsætter et værn mod, at én erhvervsdrivende opnår eneret til fx en farve eller en banal formgivning på en vare, hvis en sådan eneret vil medføre en utilbørlig begrænsning i andre erhvervsdrivendes mulighed for at anvende farver eller formgive deres varer, jf. bl.a. EF-domstolens afgørelser af den 6. maj 2003 i sagen C-104/01, Libertel og den 29. april 2004 i de forenede sager C-456/01 P og C-457/01 P, Henkel vasketabletter.

Varemærkelovens krav om særpræg er således både et værn mod, at én erhvervsdrivende opnår en eneret, der kan medføre en uhensigtsmæssig hindring af konkurrencen, ligesom det skal sikre, at styrelsens sanktionering af en eneret kun skal ske, når mærket rent faktisk vil kunne bidrage til omsætningskredsens mulighed for at differentiere mellem de enkelte erhvervsdrivendes produkter eller ydelser.   

Varemærker kan bestå af mange typer tegn, herunder ord, tal, logoer, afbildninger af emballager eller varen selv, lyde, farver etc., og særprægskravet er i princippet det samme over for alle typer af varemærker. Der er dog i praksis visse forskelle, der bl.a. kan være betinget af mærkets karakter eller den måde den pågældende type tegn sædvanligvis opfattes på markedet. Du kan derfor finde en lang række artikler om særpræg inden for forskellige kategorier af mærker her i vores Guidelines.

Anvender du den emneopdelte oversigt over Guidelines, er artiklerne om særpræg opdelt i følgende kategorier:

Deskriptivitet
Under dette emne kan du finde en lang række artikler, der i detaljen gør rede for styrelsens praksis i forhold til vurderingen af, hvornår et mærke anses for at være deskriptivt. Derudover kan du læse om de mere generelle ting, der gælder i forhold til ords og tals særpræg, herunder hvad der gælder i forhold til "nye" ord, ordsammensætninger, forkortelser, ord på andre sprog, misspelling af ord (ord der er stavet forkert), brug af andre alfabeter/tegnsætninger, forholdet mellem ordet og de ansøgte varer/tjenesteydelser, begrebet "den relevante omsætningskreds" og dets betydning for vurderingen af særpræg etc.

Distinktivitet
Under dette emne kan du finde en lang række artikler, der i detaljen gør rede for styrelsens praksis i forhold til vurderingen af, hvornår et mærke anses for at besidde den nødvendige distinktivitet. Derudover kan du læse om de mere generelle ting, der gælder i forhold til figurmærkers særpræg, herunder simple geometriske figurer og figurligt udformede bogstaver/ord. Endelig kan du også finde mere generelle artikler om de mere sjældent anvendte typer af varemærker, herunder lydmærker, duftmærker, bevægelige varemærker, følemærker, hologrammer og fantom-mærker.

Sædvanlige betegnelser
I denne artikel er beskrevet hvornår et mærke anses for at udgøre en sædvanlig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.