Geografisk oprindelse

Styrelsens praksis vedrørende geografiske betegnelser er indrettet bl.a. efter den fortolkning af varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 1, jf. varemærkedirektivets art. 3(1)(c), som er kommet til udtryk bl.a. ved Højesterets afgørelse af 4. oktober 2006 i sagen 579/2004 vedrørende mærket AALBORG og EF-domstolens præjudicielle afgørelse af 4. maj 1999 i sagerne C-108/97 og C-109/97 vedrørende WINDSURFING CHIEMSEE.

De ovennævnte afgørelser fra Højesteret og EF-domstolen vedrørte henholdsvist et dansk bynavn og navnet på en sø i Tyskland. Det må derfor lægges til grund, at de to domstoles udtalelser om registrerbarheden af geografiske betegnelser til en vis grad har været normeret af disse faktiske omstændigheder. Det fremgår dog af ovennævnte afgørelser vedrørende AALBORG og WINDSURFING CHIEMSEE, at geografiske betegnelser skal anses for deskriptive, såfremt det pågældende sted, som det geografiske stednavn betegner, i omsætningskredsens bevidsthed associeres med de pågældende varer eller tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for. Derudover skal registrering nægtes, såfremt det med rimelighed kan forudses, at stednavnet i fremtiden vil kunne opfattes af den relevante omsætningskreds som varens eller tjenesteydelsens oprindelsessted.

Vurderingen af særpræg for mærker, der består af geografiske betegnelser, adskiller sig således ikke fra vurderingen af særpræg for andre typer af varemærker. Således er det generelle udgangspunktet, at det er opfattelsen af mærket hos den almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbruger, der i hovedsagen sætter rammerne for, hvilke mærker der har særpræg, og hvilke der er uden særpræg. Hertil kommer, at der i vurderingen af særpræg, også skal tages hensyn til den opfattelse af mærket, den benævnte gennemsnitsforbruger med rimelighed må antages at have af mærket også i fremtiden.

Efter styrelsens opfattelse skal varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 1, derudover fortolkes i lyset af det mål af almen interesse som bestemmelsen forfølger, nemlig at beskrivende betegnelser frit skal kunne anvendes af alle erhvervsdrivende. Ligeledes skal der også tages hensyn til, at en varemærkeregistrering ikke må medføre en utilbørlig begrænsning i andre erhvervsdrivendes muligheder for at anvende et almindeligt tegn, jf. bl.a. EF-domstolens afgørelse af 6. maj 2003 i sagen C-104/01, Libertel-sagen.

De nævnte kriterier for vurdering af et varemærkes særpræg, finder styrelsen, medfører, at der ved vurderingen af registrerbarheden af en geografisk betegnelse skal tages hensyn til den måde, hvorpå geografiske betegnelser sædvanligvis anvendes ved markedsføringen af produkter, idet denne markedsmæssige adfærd må antages at have en ikke ubetydelig indvirkning på den almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbrugers opfattelse af et givet mærke.

Geografiske betegnelser kan være mange ting. De kan bl.a. bestå i navne på kontinenter, navne på regioner, landenavne, delstaters navne, bynavne, vejnavne, navne på bjerge, kyststrækninger, søer, have, bakker, gader, torve etc. Derudover er der også de såkaldte geografiske indikationer, der er reguleret gennem fællesskabsretten i EU. Disse forskellige typer af geografiske betegnelser anvendes forskelligt i markedsføringen af varer eller tjenesteydelser inden for de forskellige brancher, ligesom der kan være forskel på, hvordan sådanne betegnelser opfattes af omsætningskredsen i Danmark alt afhængig af, om der er tale om danske eller udenlandske betegnelser.

De forskellige typer af geografiske betegnelser er nærmere omtalt i de underliggende artikler i menuen.