Landenavne og kontinenter

Det er styrelsens opfattelse, at det ved markedsføringen af importerede varer er sædvanligt at henvise til, fra hvilket land eller kontinent produktet hidrører. Sådanne informationer vil således ofte fremgå af skilte eller reklamer, ligesom emballagen eller varen vil være påtrykt disse oplysninger, herunder i formen "Made in ...".

Styrelsen er derfor af den opfattelse, at en udstedelse af en eneret til én erhvervsdrivende til brug af et landenavn eller navnet på et kontinent vil medføre en utilbørlig begrænsning af andre erhvervsdrivendes mulighed for på sædvanlig vis, at henvise til deres produkters oprindelse. Samtidig må det også forventes, at gennemsnitsforbrugeren vil opfatte et landenavn eller navnet på et kontinent, som en henvisning til, hvorfra varen eller tjenesteydelsen hidrører. 

Det er i den forbindelse efter styrelsens opfattelse irrelevant om landet eller kontinentet på et givet tidspunkt er eller har været særligt kendt for de pågældende produkter, eller om de på ansøgningstidspunktet herskende geografiske, demografiske eller økonomiske forhold i/på det pågældende land/kontinent, særligt indikerer, at varerne kan hidrøre derfra. Således gælder det særligt for lande og kontinenter, at disse er under en konstant udvikling, hvorfor det ikke med rimelighed kan antages, at varer eller tjenesteydelser generelt set, ikke kan stamme derfra hverken nu eller i fremtiden. 

Det er i den forbindelse interessant, at udviklingslandenes geografiske betegnelser har været særligt adresseret i forbindelse med revisionen af Pariser Konventionen i 1980. Herom anføres i "Varemærker Registreringspraksis", Rigmor Carlsen, side 33, bl.a. følgende: "Ordene i varemærkelovens § 13, hvorefter et mærke, der udelukkende eller med uvæsentlige ændringer eller tilføjelser angiver varens oprindelse, ikke må registreres, skal ikke opfattes som et ubetinget forbud mod registrering af geografiske navne og stedbetegnelser som varemærke. Direktoratets praksis har dog altid været temmelig rigoristisk, og det kan nok overvejes, om den bør lempes.To forhold taler dog for en vis forsigtighed på dette punkt. Det ene er den industrielle og landbrugsmæssige udvikling, der foregår, og som må påregnes at fortsætte i øget takt i U-landene. Disse har, navnlig under forberedelserne til revisionen af Pariser-konventionen i 1980 udtrykt stor frygt for, at stednavne i disse lande beslaglægges som varemærker i industrilandene. Deres naturlige brug af oprindelsesangivelser vil derved kunne hindres, og derigennem deres industrielle udvikling hæmmes.Det andet er den udvidelse af de områder, der er blevet tilgængelige for almindelige turistrejser. Der er herved opnået ret udbredt kendskab til selv små lokaliteter i de fjerneste afkroge af verden.

En registrering efter varemærkeloven indebærer en i princippet eviggyldig eneret, såfremt registreringen fornys og brugspligten iagttages. Ved registreringen af et landenavn eller navnet på et kontinent vil der således i al fremtid kunne tillægges indehaveren en forbudsret, således at indehaveren kan forbyde andre erhvervsdrivendes anvendelse af identiske eller forvekslelige betegnelser. En sådan forbudsret i forhold til landenavne eller navne på kontinenter harmonerer dårligt med det ovenfor anførte og det forhold, at det i Danmark er helt sædvanligt, at man i forbindelse med markedsføringen af produkter angiver, fra hvilket land de pågældende produkter hidrører.

Visse tjenesteydelser og firmanavne

Består mærket udelukkende af en geografisk angivelse, fx AUSTRALIA, vil mærket som udgangspunkt mangle særpræg for tjenesteydelser, der kan udføres eller udbydes på tværs af landegrænser, fx rejsebureauvirksomhed og transportvirksomhed. Derimod vil mærket typisk have særpræg for en skønhedssalon, da det ikke vil være naturligt at opfatte AUSTRALIA som en oprindelsesangivelse for denne tjenesteydelse, da den normalt ikke tilbydes over landegrænser.

Der gælder de samme principper ved vurdering af mærker, der er opbygget som firmanavne. Eksempelvis vil Hotel Australia eller Salon de Paris efter styrelsens praksis ikke bliver opfattet som geografiske oprindelsesbetegnelser.

Styrelsen vil derfor som den alt overvejende hovedregel anse landenavne og navne på kontinenter for at være deskriptive, jf. varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 1.

Ankenævnet for Patenter og Varemærker har taget stilling til denne praksis i sagen AN 2008 00005 (VA 2006 05209). Sagen vedrørte landenavnet TOGO, der er et mindre Vestafrikansk land. Styrelsen havde afslået at registrere mærket for varer i klasse 30, hvilken afgørelse ankenævnet stadfæstede. Afgørelsen blev truffet med dissens.