Rene figurmærkers særpræg

Som det fremgår af artiklen Figurlige mærkers særpræg, har styrelsen per den 1. januar 2016 ændret praksis. Denne nye praksis betyder for Danmark, en skærpelse af vurderingen af rene figurmærkers særpræg.

Rene figurmærker, dvs. mærker bestående af figurer uden tekstmæssigt indhold, og som ikke er eksempelvis en farve i sig selv, et tredimensionelt varemærke eller et lydmærke, vil dog fortsat ofte have særpræg.

Dog vil helt simple geometriske figurer ofte blive opfattet som formen på en etiket, et skilt eller en label, og vil i sådanne situationer ikke have særpræg i sig selv.

Er der endvidere tale om et figurligt element, der er almindeligt anvendt i branchen, vil figuren alene anses for at have særpræg, såfremt figuren har fået et helt særligt udtryk. Er der således tale om, at figuren blot er en gengivelse af noget, der har en naturlig sammenhæng med varen, og som i sin stil ikke afviger fra den gængse udtryksform, vil figuren blive anset for at savne særpræg.

Eksempler på mærker uden særpræg:

Kamilleblomst 1

En almindelig gengivelse af en kamilleblomst anses for at være uden særpræg for varer med relation hertil, eksempelvis "kamillete" eller kosmetiske cremer indeholdende kamille.

Ko 1

Et billede af en ko anses for at være uden særpræg for eksempelvis varen "mælk".

Æble 1

En simpel tegning af et æble anses for at være uden særpræg for eksempelvis "æbler" og "æblejuice".

Dog vil almindelige motiver, der har fået et særligt og iøjnefaldende stiliseret præg kunne registreres.

Eksempler:

Kamilleblomst 2Ko 2Æble 2

Undertiden kan der også være tale om, at den figur, som søges registreret, opfattes som et tegn, der kan angive en egenskab ved varen eller tjenesteydelsen. Dette vil gælde, hvis der inden for den pågældende branche er praksis for gennem figurer eller piktogrammer at angive eksempelvis varens ingredienser, anvendelse eller behandling. Eksempelvis vil styrelsen anse de nedenfor viste tegn som værende beskrivende for eksempelvis tøj, da det blot angiver, at tøjet er lavet af læder eller vil kunne stryges.

                             Skind                                            Strygemærke

Er disse mærker derimod søgt for "mejeriprodukter", vil mærkerne umiddelbart have særpræg, da piktogrammerne ikke har noget meningsbærende indhold i forhold til disse varer.