Misspelling

Undertiden består et mærke i et ord, der enten i dets udtale eller dets udseende, har en stor lighed med et almindeligt beskrivende ord . I sådanne situationer skal styrelsen vurdere, om der er så store forskelle mellem mærket og det "rigtige" ord, at mærket blot må anses for at være suggestivt, eller om ligheden er så stor, at der blot er tale om en såkaldt "misspelling", der ikke bidrager til at give mærket særpræg. Er ligheden tilstrækkelig stor, anses mærket nemlig for at være beskrivende og et sådant mærke vil derfor også mangler særpræg.

Som eksempler fra praksis kan nævnes, at styrelsen fandt at følgende mærker havde en tilstrækkelig stor lighed med det almindelige ord:

VA 2005 01990 - FANSASTISK

VA 2003 03821 - ACTuelt

VA 2003 03758 - KIDZ

VA 2002 0004 - ADMINISTR@TIV DESIGN

Derimod er mærket TEQUILERO blevet anset for at ligge tilstrækkeligt fjernt fra ordet "tequila" og kunne derfor registreres for "spirituosa" i klasse 33.

Derudover ses det ofte, at et mærke indeholder tal til erstatning for ord eller stavelser. Således spilles der ofte på, at tallet 2 i udtalen kan erstatte stavelsen eller ordet "to", ligesom tallet 4 kan erstatte ordet "for", idet mærket vil blive udtalt ens, uanset om tallet eller bogstaverne anvendes i mærket.

Er mærket uden særpræg, hvis det alene skrives med bogstaver, vil brugen af sådanne "erstatningstal" ikke bidrage til, at mærket får særpræg. Styrelsen har følgelig også afslået at registrere en lang række mærker, der er bygget op på denne måde, herunder følgende:

VA 2004 01717 - EASY 2-MOUNT 

VA 2004 03230 - FOOD 2 GO

VA 2004 00783 - CALL4FREE

VA 2002 03005 - HAVEKØKK1