Sædvanlige betegnelser for varen/tjenesteydelsen

Udover det særprægskrav, der kommer til udtryk i varemærkelovens § 13, stk. 1 og § 13, stk. 2, nr. 1, indeholder lovens § 13, stk. 2, nr. 2, også et særskilt særprægskrav. Således er det i denne bestemmelse fastlagt, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis mærket blot består i en angivelse, der i daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik er blevet en almindelig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.

Bestemmelsen sigter hovedsageligt på de situationer, hvor et ord blot anvendes som slangudtryk for en bestemt vare eller tjenesteydelse, men den er ikke begrænset til disse situationer. Således fremgår det af EF-Domstolens præjudicielle afgørelse af den 4. oktober 2001 i sagen C-517/99, vedrørende mærket BRAVO, at bestemmelsens rækkevidde ikke er begrænset til varemærker, der beskriver egenskaber eller kendetegn ved de varer og tjenesteydelser, de vedrører, og at det er uden betydning om de anvendes som reklameslogan, kvalitetsangivelser eller opfordringer til at købe varerne og tjenesteydelserne.

EF-domstolen har således fastlagt et forholdsvist bredt anvendelsesområde for bestemmelsen. At bestemmelsen alligevel anvendes forholdsvist sjældent af styrelsen hænger sammen med, at der er et vist overlap mellem anvendelsesområdet for denne bestemmelse og bestemmelserne i varemærkelobens § 13, stk. 1 og § 13, stk. 2, nr. 1. Det mere præcise indhold af de to sidstnævnte bestemmelser gør derfor, at styrelsen er mere tilbøjelig til at anvende disse bestemmelser frem for varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 2, hvis dette er muligt.