Mærker med tegn som har offentlig interesse

Udover de officielle kendetegn, der udtrykkeligt er omfattet af beskyttelsen i Pariserkonventionen, er også "mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben, som har offentlig interesse", udelukket fra registrering uden særlig hjemmel.

Denne tilføjelse er kommet ind i varemærkelovens § 14, nr. 3 som følge af varemærkedirektivets art. 3, stk. 2, litra c.

Praksis på området er sparsom, men det antages, at bestemmelsen kan omfatte universitetssegl- eller symboler, den kongelige families monogrammer samt danske kommunale kendetegn herunder særligt kommunevåben. Bestemmelsen omfatter ikke betegnelser for flag såsom Stars and Stripes, Union Jack, Tricoloren m.v. Sådanne betegnelser i et varemærke kan dog bevirke, at mærket er vildledende.