Den danske krone

Den danske kongekrone kan ikke indgå i varemærker uden særlig hjemmel, jf. varemærkelovens § 14, nr. 3. Brug af kongekronen er forbeholdt Kongehuset og statslige myndigheder. De karakteristiske træk ved kronen er fem synlige lukkede bøjler og et rigsæble med et kors øverst.

Kongekronen                            

 

Heller ikke kroner, som ligner kongekronen, må anvendes i varemærker. Styrelsen lægger her en ganske streng vurdering til grund. Det betyder, at kongekroner, der kun har enkelte lighedspunkter med kongekronen, også kan blive afslået fra registrering. Kroner med fem lukkede bøjler og et element, som ligner eller er placeret som rigsæblet, vil som udgangspunkt blive afslået. Det er heller ikke afgørende, om kronen i mærket er en gengivelse af den viste krone eller en anden stiliseret udgave. Kongekronen findes og anvendes af Kongehuset i mange forskellige mere eller mindre stiliserede udgaver, for eksempel i de kongelige monogrammer. Hvis vi er i tvivl om, hvorvidt en krone ligner kongekronen, kontakter vi Rigsarkivet, som giver en heraldisk vurdering.

Hvis en ansøgning, der indeholder en krone, i første omgang er blevet afslået, fordi den ligner kongekronen, kan ansøger vælge at ændre den ansøgte krone, så bøjlerne bliver åbne, hvis dette ikke resulterer i en væsentlig ændring af mærket. Vi tillader ændringer, såom borttagelse af fx bøjler i vid udstrækning, idet dette er den eneste mulighed for at overkomme en hindring af den art. Er der ikke andre absolutte hindringer, vil mærket herefter kunne registreres.

Er man som  ansøger tildelt prædikatet Kongelig Hofleverandør, kan man også søge Hofmarskallatet om tilladelse til at få sit varemærke registreret. Gives en sådan tilladelse, kan vi også registrere mærket.

Hvis ansøger er en statsmyndighed vil vi ikke afslå en ansøgning af et mærke som indeholder kongekronen, da statsmyndigheder, fx styrelser, har tilladelse til at anvende kronen. Vi vil dog typisk orientere Rigsarkivet om ansøgningen, for at give Rigsarkivet mulighed for at kontakte ansøger, hvis mærket ikke lever op til retningslinjerne for brug af kronen.

Et eksempel fra vores praksis er MP737314 KING QUARTZ, som blev afslået for varer i klasse 14. Afgørelse blev stadfæstet i Sø- og Handelsrettens afgørelse V-163-04

 MP737314

 

Kroner med helt åbne bøjler kan registreres, som eksempelvis 

VR 1981 02964                og       VR 2008 03975

VA 1981 00417                 VA 2008 03853