Figurer som er vildledende med hensyn til art

Et vildledende indtryk af varens eller tjenesteydelsens art kan fremkaldes af såvel figurelementer som af tekstangivelser, der er optaget i varemærket. Såfremt en vareart indgår som det eneste eller det dominerende element i et figurmærke, kan mærket være vildledende for andre varer. Indeholder et mærke således navnet på et entydigt defineret produkt, kan det efter omstændighederne kræves, at mærket begrænses til specifikt at omfatte dette produkt.

Et eksempel herpå er et mærke, søgt for "kød og fjerkræ", der udelukkende består af et billede af en ko. Her skal varefortegnelsen begrænses til "kød", da forbrugeren ud fra mærket på emballagen vil tro, at der er tale om oksekød.

Er et mærke vildledende på grund af varens eller tjenesteydelsens art, kan en ansøger vælge at begrænse varefortegnelsen, og lade mærket registrere for de øvrige varer eller tjenesteydelser i varefortegnelsen, som mærket ikke er vildledende for.