Varens emballage
Langt de fleste forbrugsvarer sælges almindeligvis i emballeret form, hvorfor netop emballagen har en stor betydning for varens afsætning. Der har derfor også gennem årene udviklet sig en større og større interesse for, at registrere vareemballager som varemærker. Denne type varemærker anvendes inden for mange brancher, men ses særligt anvendt i forbindelse med fødevarer, parfumerivarer, kropspleje produkter og drikkevarer.
Varemærker som udgør emballage skal leve op til de almindelige krav om særpræg, jf. varemærkelovens § 13, stk. 1.
EU-domstolen har i en række afgørelser udtalt sig om, hvorledes vareemballagers særpræg skal vurderes. EU-domstolen har bl.a. i C-218/01 (Henkel) om emballage for flydende vaskemiddel udtalt, at for varer, der ikke i sig selv har en form, vil vareemballagens form være sammenfaldende med varens form. Dette indebærer, at vareemballagen for denne type varer til en vis grad betragtes som formen på varen selv.
Generelt gælder det samme for varemærker, der består af en gengivelse af varens emballage, som gælder for gengivelser af varen selv.
Således skal fremtoningen på den emballage, der søges beskyttet som varemærke, afvige betydeligt fra normen eller branchesædvanen, førend den kan anses særpræget.
Ligesom med gengivelser af varen selv er begrundelsen herfor, at den relevante omsætningskreds ikke nødvendigvis vil opfatte emballagen som et varemærke. Forbrugerne er vant til umiddelbart at opfatte ordmærker og figurmærker som varemærker, hvilket ikke nødvendigvis gør sig gældende, når tegnet er sammenfaldende med varens emballage. Se hertil C-144/06 (Henkel) og T-152/07 (Lange Uhren), hvor dette understreges af EU-Domstolen.
Det fremgår endvidere af en lang række afgørelser fra bl.a. Højesteret og EU-Domstolen, at der eksisterer et særligt friholdelsesbehov for simple geometriske former, hvilket også gør sig gældende i forbindelse med mærker, der udgør varens emballage. Dette indebærer, at simple geometriske former i udgangspunktet anses for at være uden særpræg, når formen kan korrespondere med en sædvanlig form på varen eller dennes emballage.
Netop dette friholdelsesbehov har vist sig særligt relevant i flere sager vedrørende emballagers særpræg. Se hertil eksempelvis U.1996.848 RITTER SPORT og U.2003.2400 H SMARTIES.
Emballager er ofte påtrykt forskellige motiver eller tegn. Også i disse situationer har normer og branchesædvaner en betydelig indflydelse på, hvilke motiver og tegn, der anses for at have fornødent særpræg, eller blot fremstår som almindelige motiver eller udsmykning uden adskillelsesevne, hvilket bl.a. fremgår af U 2013.166 H.
Der er endvidere ofte anvendt farver på emballager. Det er dog kun i yderst sjældne tilfælde, at farver i sig selv tilfører et mærke særpræg. Udgangspunktet i dansk ret og EU-Domstolens praksis er nemlig, at der gælder et friholdelsesbehov for farver, dvs. at farver frit bør kunne anvendes af alle erhvervsdrivende. Se artiklen Farver per se vedrørende muligheden for beskyttelse af farver.
Endelig er det ikke tilstrækkeligt til at skabe særpræg, at emballagen indeholder enkelte detaljer, der kun ved en nærgående analyse kan opfattes som særprægede. Det gælder, som ved andre typer af varemærker, at særpræget skal vurderes ud fra mærkets helhed, og elementer, der i sig selv skal bevirke mærkets særpræg i sin helhed, skal derfor som udgangspunkt være tydelige på emballagen.