Begrænsninger i varefortegnelsen

Mærkeindehaver kan begrænse mængden af varer og tjenesteydelser omfattet af registreringen. Derimod er det ikke muligt at udvide antallet af varer og tjenesteydelser omfattet af en registrering.

Den fortegnelse over varer og tjenesteydelserne, som mærket efter begrænsningen skal omfatte, skal selvfølgelig være præcis og varerne og tjenesteydelserne klassificeret korrekt i overensstemmelse med Den internationale klassificering af varer og tjenesteydelser - Nicearrangementet.

Er en varefortegnelse én gang blevet begrænset, er det ikke muligt igen at optage de tidligere udelukkede varer i varefortegnelsen. Dette ville være en udvidelse af varefortegnelsen.

Er der fremsat indsigelse mod eller begæring om ophævelse af et varemærke, kan indehaver i forbindelse med en sådan sag indsende forslag til begrænsninger af varefortegnelsen. Styrelsen vil i den forbindelse dels undersøge, om den foreslåede begrænsning lever op til kravene om præcisering af varefortegnelsen, og dels forelægge forslaget for modparten, for at høre, om modparten med en sådan begrænsning vil trække indsigelsen eller begæringen tilbage. Begrænsningen vil med andre ord således først blive en realitet, hvis den medfører, at indsigelsen eller begæringen trækkes tilbage.

Fremgår det imidlertid klart, at der er tale om en egentlig begrænsning, vil denne ikke blive som et forslag. Begrænsningen vil derfor umiddelbart gælde for registreringen, når den modtages af styrelsen, forudsat begrænsningen kan accepteres af styrelsen.