Deling af ansøgninger og registreringer

En varemærkeansøgning eller -registrering kan deles op i flere ansøgninger/registreringer. Ved deling af en ansøgning eller registrering opkræves et delingsgebyr.

En deling af et varemærke kan enten vedrøre hele klasser eller blot enkelte varer eller tjenesteydelser i en eller flere klasser.

Betingelsen for at acceptere en anmodning om deling er, at det er helt klart, hvilke varer og tjenesteydelser de to mærker omfatter efter delingen. Det betyder blandt andet, at de samme varer og tjenesteydelser ikke må være omfattet af såvel den oprindelige som den udskilte sag. Tilsvarende accepterer styrelsen ikke, at den udskilte sag omfatter en vare og/eller en tjenesteydelse, hvis overbegrebet for den samme vare og/eller tjenesteydelse fortsat optræder i den oprindelige sag.

Ved en deling får den nye sag et selvstændigt ansøgnings- eller registreringsnummer. Herefter bliver de to sager behandlet videre som to selvstændige varemærker. Den nye sag får samme ansøgnings- og prioritetsdato, samt evt. registreringsdato som den oprindelige ansøgning. Det er ikke en gyldighedsbetingelse i forhold til en indgået aftale om delvis overdragelse af en varemærkeret, at en deling bliver noteret i varemærkeregistret. Det er dog hensigtsmæssigt at få delingen noteret i varemærkeregistret, bl.a. hvis den "nye" indehaver af den overdragne ret vil påberåbe sig varemærkeretten i forbindelse med en krænkelsessag, eller hvis den endnu ikke udskilte sag begæres ophævet på grund af manglende brug.