Forvekslelighed

En ret til et varemærke indebærer, at andre ikke erhvervsmæssigt må bruge eller kan få registreret et lignende kendetegn for samme eller lignende varer og tjenesteydelser. Denne ret er et grundlæggende princip i varemærkerettens indhold.

Den "rene" forvekslelighed mellem to mærker foreligger, når forbrugeren tager fejl af to varemærker og antager, at det ene mærke er det andet. Herudover kan forvekslelighed opstå i den situation, hvor forbrugeren godt kan se forskel på mærkerne, men hvor visse ligheder mellem mærkerne alligevel medfører, at forbrugeren fejlagtigt tror, at varerne eller tjenesteydelserne kommer fra samme udbyder. Denne form for forvekslelighed betegnes også som "forbindelsesforvekslelighed".

Varemærker kan som hovedregel kun være forvekslelige, når følgende tre betingelser alle er opfyldt:

1. Det ældre varemærke skal være registreret for eller brugt i Danmark - dvs. der skal være stiftet en varemærkeret.

Denne betingelse kan dog fraviges, hvis det ældre mærke kun bruges i udlandet, og indehaveren af det yngre mærke var eller burde være bekendt med brugen

2. Mærkerne skal være identiske eller ligne hinanden - lighed mellem mærker.

3. Mærkerne skal angå samme varer og/eller tjenesteydelser eller varer og/ ellertjenesteydelser af lignende art - lighed mellem varer.

Styrelsen kan ikke afslå en ansøgning om registrering af et varemærke med henvisning til forvekslelighed, da der er tale om en relativ registreringshindring. Indehaveren af varemærket må derfor gøre sin rettighed gældende ved at fremsætte indsigelse mod det yngre varemærkes registrering.

Varemærkelovens bestemmelser om forvekslelighed
Hovedreglen om forveksling mellem varemærker findes i varemærkelovens § 4, stk. 1, der forbyder anvendelsen af forvekslelige mærker, og i varemærkelovens § 15, stk. 1 og stk. 4, nr. 2, der udelukker registrering af forvekslelige mærker.

Overordnet dækker varemærkelovens § 4 de tilfælde, hvor indehaveren af et ældre varemærke ønsker at forhindre brugen af et yngre mærke, mens varemærkelovens § 15, dækker de tilfælde, hvor registreringen af det yngre mærke, kan forhindres.

Bestemmelserne i varemærkelovens § 15, stk. 3 og § 15, stk. 4, nr. 1 angår velkendte mærker, som, ud over at nyde en udvidet beskyttelse under § 15, stk.1, nr. 2, også er beskyttet mod en utilbørlig udnyttelse af eller skade på mærkernes særpræg eller renommé. Vurderingen efter bestemmelserne om velkendthed er anderledes end forvekslelighedsvurderingen, og dette emne behandles derfor i særlige artikler. Om den udvidede beskyttelse under § 15, stk. 1, nr. 2, se Forvekslelighed af velkendte mærker. Om de særlige bestemmelser om beskyttelsen af velkendte mærker, se Velkendte varemærker.

De bestemmelser, der vedrører beskyttelsen af varemærker, ligner hinanden, men angår alligevel forskellige situationer, således at de i helhed supplerer hinanden. Én bestemmelse dækker således vurderingen af forveksling, når det ældre mærke er registreret som dansk varemærke, mens andre bestemmelser dækker vurderingen af forvekslelighed, hvis det ældre mærke er registreret som EU-varemærke eller slet ikke registreret.

Overordnet dækker varemærkelovens § 4 de tilfælde, hvor indehaveren af et ældre varemærke ønsker at forhindre brugen af et yngre mærke, mens § 15, dækker de tilfælde, hvor registreringen af det yngre mærke, kan forhindres.

Varemærkelovens § 4
Det fremgår af varemærkelovens § 4, stk. 1, at indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, at bruge tegn erhvervsmæssigt, hvis
1. tegnet er identisk med indehaverens varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke tegnet er taget i brug, er af samme art som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, eller
2. tegnet er identisk med eller ligner varemærket, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art, såfremt der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en forbindelse med varemærket.

Det fremgår af varemærkelovens § 4, stk. 2, at indehaveren af et ældre velkendt varemærke kan forbyde andre, at bruge et yngre mærke, også selvom det yngre mærke anvendes for varer eller tjenesteydelser af en anden art end dem, det ældre velkendte mærke anvendes for.

Bestemmelsen i varemærkelovens § 4, stk. 2 kan anvendes hvis
1. det ældre varemærket er velkendt i Danmark, og
2. brugen af det yngre mærke ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre mærkes særpræg eller renommé eller skade særpræget eller renommeet.

Varemærkelovens § 15, stk. 1
Det følger af varemærkelovens § 15, stk. 1, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis det kan forveksles med et ældre registreret varemærke.

§ 15, stk. 1 er opdelt i to kategorier, nemlig
1. mærker, der er identiske og angår identiske varer eller tjenesteydelser, og
2. mærker, der er forvekslelige, herunder at det antages, at der er en forbindelse mellem mærkerne, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art.

Varemærkelovens § 15, stk. 2 indeholder en opremsning af, hvad der i denne forbindelse skal forstås som et ældre varemærke.

Her skal særligt nævnes:

  • varemærker, der er registreret eller ansøgt som EU-varemærkevaremærker, der er registreret eller ansøgt i Danmark
  • varemærker, der er dækket af en international registrering med virkning i Danmark
  • vitterligt kendte varemærker


Endeligt fremgår det af varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis det er identisk med eller kun adskiller sig uvæsentligt fra et ældre udenlandsk varemærke.

Betingelserne for at anvende bestemmelsen er, at:
1. det ældre varemærke er taget i brug i udlandet og stadig anvendes dér,
2. det ældre varemærke anvendes for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art som dem, det yngre mærke søges registreret for, og
3. indehaveren af den yngre varemærkeansøgning på ansøgningstidspunktet havde eller burde have haft kendskab til det udenlandske mærke.

Varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 2
Det fremgår af varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 2, at også indehaveren af et ældre varemærke eller kendetegn, der er brugt i Danmark, kan forhindre registreringen af et forveksleligt yngre varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret kan forbyde brugen af det yngre mærke.

Betingelsen for at hindre registreringen af et yngre mærke er således, at indehaveren af den ældre rettighed også kan forhindre brugen af det yngre mærke. Bestemmelsen i varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 2 skal derfor, når der er tale om ældre varemærker, ses i lyset af varemærkelovens § 4, der indeholder bestemmelserne om, hvornår brugen af et mærke kan forhindres.