Lighed mellem figurmærker

Vurderingen af, om to mærker ligner hinanden, skal altid foretages ud fra en helhedsbedømmelse af mærkerne. Varemærker kan dog opfattes på flere måder, f.eks. synsmæssigt, lydligt og begrebsmæssigt, og der kan fra sag til sag være forskel på, hvilke af disse opfattelsesmåder, der vil blive lagt mest vægt på i vurderingen af ligheden. Ofte vil vægtningen afhænge af, hvilken type figurmærke, der er tale om. Figurmærker kan bestå dels af rene figurer, dels af mærker der både indeholder ord og figurelementer og endelig af figurligt udformede ord.

Indeholder et figurmærke særprægede ord, vil der ofte blive lagt betydelig vægt på et sådant ord. Dette skyldes, at det for både indehaveren og dennes omsætningskreds vil være naturligt at "betegne" varemærket ved det særprægede ord, hvorfor ordet helt naturligt i de fleste tilfælde vil blive det mest dominerende og særprægede element i mærket. Du kan læse mere om denne type vurderinger i artiklen Lighed mellem figurmærker med særprægede ordelementer.

Indeholder et figurmærke usærprægede ordelementer, vil der som udgangspunkt ikke være opnået eneret til ordet i mærket i sig selv, jf. varemærkelovens § 16. Sådanne mærkers særpræg vil således i højere grad være knyttet op på mærkets figurlige elementer, hvorfor det er eventuelle ligheder eller forskelle i disse, der vil blive tillagt størst vægt. Du kan læse mere om denne vurdering i artiklen Lighed mellem figurmærker med usærprægede ord.

Består mærkerne alene af rene figurmærker, vil det hovedsageligt være mærkernes synsmæssige helhedsindtryk, der lægges vægt på. Det kan dog ikke udelukkes, at eventuelle begrebsmæssige ligheder eller forskelle kan tillægges en vis mindre vægt, ligesom den måde hvorpå mærkerne mest naturligt må forventes at blive "betegnet", dvs. udtalt, også kan have en indflydelse på vurderingen. Du kan læse mere om denne vurdering i artiklen Lighed mellem rene figurmærker.

Er der tale om figurligt udformede ord, vil vurderingen afhænge af, om ordet eller ordene har særpræg eller ej. Har ordene særpræg, vil vurderingen følge de samme principper, som er beskrevet i artiklen Lighed mellem figurmærker med særprægede ordelementer. Er der derimod tale om usærprægede ord, er det artiklen Lighed mellem figurmærker med usærprægede ord, der er relevant.