RESUMÈ: AN 1998 00109 (V 4/98) - VR 1994 05733 NEUTRALIA <fig>

Sagen drejede sig om forvekslelighed mellem det ansøgte figurmærke NEUTRALIA og en række ord- og figurmærker indeholdende mærket NEUTRAL. Patentdirektoratet afviste indsigelsen under henvisning til, at de to mærker både lydligt og efter en helhedsvurdering adskilte sig fra hinanden. Patentankenævnet stadfæstede direktoratets afgørelse i henhold til grundene.

 

 

 

KENDELSE:

År 2000, den 24. juli afsagde Patentankenævnet
(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Steffen Gulmann, Finn Mikkelsen)
følgende kendelse i sagen AN 1998 00109 (V 4/98)

Klage fra

Blumøller A/S,
Danmark,
v/ Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S,

over

Patentdirektoratets afgørelse af 10. november 1998
vedrørende varemærkeregistrering VR 1994 05733
NEUTRALIA <fig> for
Laboratoire Garnier & Cie,
Frankrig,
v/ Plougmann, Vingtoft & Partners.

Ankenævnet har behandlet sagen skriftligt.

Ankenævnet udtaler:

Ankenævnet stadfæster Patentdirektoratets afgørelse af 10. november 1997, idet nævnet af de af direktoratet anførte grunde er enig i, at de to mærker NEUTRAL og NEUTRALIA ikke er forvekslelige.

Herefter bestemmes:

Sagen tilbagesendes til Patent- og Varemærkestyrelsen med henblik på
endelig registrering af VR 1994 05733 NEUTRALIA.

Sagens baggrund:

Den 12. oktober 1992 indleverede Laboratoire Garnier & Cie, Frankrig, v/ Plougmann, Vingtoft og Partners en ansøgning om registrering af NEUTRALIA <fig> for visse varer i klasse 3.

Varemærket blev registreret den 26. august 1994. Den 21. september 1994 blev registreringen offentliggjort i Dansk Varemærketidende.

Den 21. november 1994 nedlagde klageren Blumøller A/S, Danmark, v/ Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S, indsigelse mod registreringens gyldighed.

Indsigelsen er nedlagt under henvisning til, at mærket er forveksleligt med de varemærkerettigheder, som er opnået ved registrering af indsigers mærker BLUMØLLER NEUTRAL<fig> VR 1991 04212 og BLUMØLLER NEUTRAL <w> VR 1991 04213, samt NEUTRAL <fig> registreret under VR 1992 08050 og VR 1992 03375. Disse varer omfatter hele klasse 3 og 5 eller visse varer i klasse 3. Indsigelsen er bl. a. begrundet med, at indsiger har opnået eneret til ordet NEUTRAL. Som dokumentation er fremsendt en brancheerklæring fra brancheforeningen SPT af 20. december 1994.

Mærkeindehavers fuldmægtig har i brev af 27. marts 1995 imødegået indsigelsen, bl. a. under henvisning til at den indsendte brancheerklæring ikke dokumenterer, at der er opnået eneret til ordet NEUTRAL, særligt under hensyn til, at ordet NEUTRAL er af en sådan beskaffenhed, at der heller ikke på grundlag af indarbejdelse kan opnås eneret til ordet.

Efter endt skriftveksling meddelte Patentdirektoratet den 10. november 1997, at indsigelsen ikke var taget til følge med følgende begrundelse:

"To varemærker er forvekslelige i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, stk. 1, når mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for forveksling, og mærkerne vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art.

Det er direktoratets opfattelse, at der er opnået eneret til ordet NEUTRAL for de varer, der er omfattet af indsigers registrering VR 1995 06749. Dette fremgår af vores afgørelse af 6. november 1997, vedrørende indsigelsen, der var nedlagt mod denne registrerings gyldighed.

Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at den beskyttelse, der er opnået ved indarbejdelse af ordet NEUTRAL, ikke kan udstrække sig til at medføre ugyldiggørelse af varemærket NEUTRALIA.

Der er ved denne afgørelse lagt vægt på, at NEUTRAL og NEUTRALIA adskiller sig især lydligt fra hinanden, og det er direktoratets opfattelse, at mærkerne efter en helhedsvurdering ikke er forvekslelige."

Denne afgørelse indbragte klageren den 12. januar 1998 for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse blev omgjort, således at registreringen kendes ugyldig.

Klageren anførte bl.a., at der gennem indarbejdelse er opnået varemærkeret til ordmærket NEUTRAL for følgende varer i klasse 3: Vaske- og rengøringsmidler, toiletsæbe, shampoo og hårbalsam, badepræparater (kosmetiske) samt deodoriseringsmidler til personlig brug. Klageren tiltrådte endvidere Patentdirektoratets afgørelse i indsigelsessagen af, at der er tale om varekollision mellem de varer, som NEUTRALIA er registreret for i klasse 3, og de varer som NEUTRAL er registreret for og konstaterede derfor, at det er direktoratets afgørelse af spørgsmålet, om mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for forveksling, der bør omgøres.

Herom anførtes, at ordelementet NEUTRALIA er det dominerende element i mærket registreret under VR 1994 05733. En kunde kan således forledes til at tro, at der er en forbindelse mellem mærkeindehaverne, og at NEUTRALIA er en feminin form af NEUTRAL. Man erklærede sig uenige i, at direktoratet i sin afgørelse har lagt mest vægt på den fonetiske adskillelse, mens man selv fandt, at NEUTRAL visuelt udgør de første 7 bogstaver i NEUTRALIA. Som eksempler nævntes tidligere afgørelser, hvor ordet OXYTET er fundet forveksleligt med OXYTETRAL i klasse 5 og OLYMPIA med OLYMIAL i klasse 30.

Den 26. juni 1998 har mærkeindehaveren v/ Plougmann, Vingtoft og Partners påstået direktoratets afgørelse stadfæstet i sit fulde omfang, idet man var enig i direktoratets kommentarer i den nævnte afgørelse.

Mærkeindehaver bemærkede, at der i nærværende sag er tale om et ikke-særpræget ord, hvortil der kun i meget begrænset omfang kan opnås eneret. Videre bemærkedes til de fremdragne eksempler OXYTET og OLYMPIA, at der er tale om særdeles særprægede mærker/præfikser.

Ligeledes afvistes, at mærkerne visuelt ligner hinanden. Det understregedes, at da mærket NEUTRALIA er et figurmærke, domineres mærket ikke specielt af ordelementet, men i lige så høj grad af figurelementerne.

Videre fandt man det tvivlsomt om klager "via indarbejdelse - som jo er nødvendig for overhovedet at opnå eneret til et almindeligt ikke særpræget ord som "neutral" - har opnået den påberåbte eneret til NEUTRAL for varearterne "toiletsæbe, shampoo og hårbalsam, badepræparater (kosmetiske) samt deodoriseringsmidler til personlig brug" i klasse 3. I forbindelse med registreringen af klagers mærke var det nødvendigt for klager at indlevere en brancheerklæring for at få mærket gennemført til registrering, idet Patentdirektoratet korrekt anførte, at mærket manglede særpræg. I den indleverede brancheerklæring hævdedes det, at "neutral har været et ledende mærke på det danske marked for personlige plejemidler: Toiletsæbe, shampoo og balsam, produkter til bad og brus samt deodorant." Denne udtalelse anfægter indklagede ved i bilag B at oplyse om klagers markedsandele og bekendthedsgraden.

Sammenfattende anførte indklagede, at klagers påberåbte eneret til ordet NEUTRAL må anses for yderst tvivlsom, samt at uanset om en sådan eneret måtte være opnået, at den ikke var tilstrækkelig til at ugyldiggøre indklagedes registrering af firgurmærket NEUTRALIA, idet mærkerne ikke er forvekslelige.

Patentdirektoratet har den 29. januar 1999 afgivet følgende udtalelse:

"Det er fortsat vores opfattelse, at registreringen af mærket NEUTRAL bør opretholdes, og at mærket NEUTRALIA ikke er forveksleligt hermed.

NEUTRAL blev i sin tid registreret på baggrund af indarbejdelse for netop de varer, mærket var dokumenteret anvendt for. Der er ikke i den efterfølgende skriftveksling mellem parterne, hverken i indsigelsessagen eller under ankenævnets behandling, fremkommet oplysninger, der efter direktoratets opfattelse kan føre til et andet resultat. Det skal særligt bemærkes, at det ikke kan være et krav for et mærke er indarbejdet, at det er "markedsleder" inden for det pågældende segment.

Da der er tale om varesammenfald mellem de to registreringer, skal det i relation til forvekslelighedsvurderingen alene vurderes, om der er mærkelighed til stede. Varemærker, der har opnået særpræg gennem indarbejdelse, vil normalt have et ganske snævert beskyttelsesområde jf. Komm.VML. p. 127. Selvom bogstaverne i mærket NEUTRAL indgår fuldstændigt i mærket NEUTRALIA fremstår, og udtales de to mærker endvidere med henholdsvis to og fire stavelser. Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at de to mærker ikke er forvekslelige.

Vi skal derfor henstille, at ankenævnet stadfæster de to afgørelser."