RESUMÉ:
AN 2008
00027 - MP 893670 BREEZE <w> Forvekslelighed
Indehaveren af varemærket VR 2002 02427 BREEZE
<w> fremsatte indsigelse mod registreringen af ordmærket
BREEZE, MP 893670. Indsigelsen blev begrundet med, at
det foreløbigt registrerede varemærke BREEZE, MP 893670
er forveksleligt med indsigers registrerede ordmærke
BREEZE, VR 2002 02427. Patent- og Varemærkestyrelsen tog delvist indsigelsen
til følge, og ophævede det ansøgte mærke for visse varer i klasse 10. Denne
afgørelse blev indbragt for Ankenævnet for Patenter og Varemærker med påstand
om ophævelse af det ansøgte mærke i sin helhed. Ankenævnet tog klagen til følge
og ophævede mærket i sin helhed.
KENDELSE:
År 2009, den 1. september 2009 afsagde Ankenævnet
for Patenter og Varemærker
(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Steffen Gulmann
og Hanne Kirk Deichmann)
BAYER
HEALTHCARE LLC, a Deleware limited liability company
v/Internationalt Patent-Bureau A/S
over
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 13. juni
2008 vedrørende indsigelse mod designering af Danmark for den internationale
varemærkeregistrering MP 893670 BREEZE <w>
Der indehaves af:
MA XUE JUN
Kina
v/SHENZHEN YONGJIE
PATENT AND TRADEMARK OFFICE
Ankenævnet har behandlet sagen på et møde den 18. august 2009. For klager
mødte Ida Dinesen, som nedlagde påstand i overensstemmelse med det fremlagte
påstandsdokument og havde lejlighed til at udtale sig. Endvidere fremlagde
klageren omfattende materialesamling. Indklagede gav ikke møde.
Ankenævnet
udtaler:
Det lægges til grund, at indehaver og indsiger er
i samme sektor, benytter de samme distributionskanaler og kommunikationstyper
og har sammenfaldende kundesegmenter. Af disse grunde og efter en samlet
vurdering af de to mærker findes risikoen for forveksling så stor, at endelig
registrering nægtes. Derfor tages klagers påstand til følge som nedenfor
bestemt.
Herefter bestemmes:
Den på vegne af Bayer Healthcare LLC nedlagte indsigelse mod den danske
designering af varemærket MP 893670 BREEZE tages til
følge for hele beskyttelsesomfanget, således at MP 893670 BREEZE ophæves i sin
helhed.
Sagens
baggrund:
Den 14. september 2006 notificerede World Intellectual Property Organization (WIPO)
Patent- og Varemærkestyrelsen om, at Ma Xue Jun , Kina, som indehaver af den internationale registrering
MP 893670 havde
designeret Danmark den 21. november 2005.
Varermærket blev efterfølgende publiceret i Dansk
Varemærketidende 27. juni 2007.
Det internationale varemærke MP 893670
BREEZE <w> var registreret for:
Klasse 10: Medical apparatus; medical instruments; hot air vibrator for medical purposes; massage apparatus; physical exercise apparatus for medical purpose; esthetic massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture needles; electric acupuncture instruments; hearing aids for the deaf.
Den 13. august 2007 fremsatte Internationalt Patent-Bureau A/S på vegne Bayer Healthcare
LLC, a Deleware limited liability company, USA,
indsigelse mod gyldigheden af det registrerede mærke BREEZE i Danmark. Indsiger
har henvist til varemærkelovens § 23 i lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august
2001. Indsiger gør gældende, at det foreløbigt registrerede varemærke BREEZE er
forveksleligt med indsigers ældre rettigheder til varemærket BREEZE i henhold
til den nationale registrering VR 2002 02427, ordmærket
BREEZE. Indsiger anfører, at de to mærker både visuelt, lydligt samt begrebsmæssigt
er identiske, ligesom der foreligger såvel identitet som varelighed mellem
mærkernes varefortegnelser. Indsigelsen er rettet mod hele varefortegnelsen som
omfattet af det ansøgte mærke.
Indehaver er blevet hørt, men har ikke udtalt sig
i sagen.
Den 10. marts 2008 foretog styrelsen en foreløbig
vurdering i sagen. Styrelsen vurderede, at indehavers mærke med den daværende
varefortegnelse ville være forveksleligt med indsigers mærke for så vidt angår
dele af registreringen. Styrelsen vurderede samtidig, at andre dele af
registreringen kunne opretholdes. På baggrund heraf opfordrede styrelsen indehaver
til at begrænse sin varefortegnelse.
Indehaver har ikke fremsendt en sådan begrænsning
af varefortegnelsen, hvorefter sagen er optaget til afgørelse.
Den 13. juni 2008 traf Patent- og
Varemærkestyrelsen afgørelse i sagen og tog indsigelsen til følge med følgende
begrundelse:
”…2. Lovgrundlaget
I varemærkelovens § 15,
stk. 1, nr. 2, står der, at et varemærke ikke kan registreres, hvis
" der er risiko for forveksling,
herunder at det antages, at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi
det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne
eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art."
3. Vurdering
og konklusion
Indehavers mærke: |
BREEZE <w> |
Registreret for
følgende varer i klasse 10: |
Medical
apparatus; medical instruments; hot air vibrator for medical purposes;
massage apparatus; physical exercise apparatus for medical purpose; esthetic
massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture
needles; electric acupuncture instruments; hearing aids for the deaf.. |
Indsigers mærke: |
BREEZE <w> |
Registreret for
følgende varer i klasse 10: |
Diagnoseapparater til
medicinske formål til analyse af kropsvæsker; blodprøveapparater; kassetter
indeholdende reagenser. |
Mærkerne er identiske ordmærker. Dette betyder, at indsigers registrering kan
tildeles beskyttelse overfor både sammenfaldende og ligeartede
varer og tjenesteydelser.
Ved opslag i Politikens
store Ordbog kan det konstateres, at et apparat er ”en sammensat mekanisk eller
elektrisk genstand eller et instrument som udfører eller forenkler et bestemt
arbejde.
Der er sammenfald mellem
”diagnoseapparater til medicinske formål til analyse af kropsvæsker” og ”medical apparatus” og ”medical instruments” i indehavers registrering i klasse 10,
i det omfang der er tale om medicinske apparater eller instrumenter til
medicinske formål til analyse af kropsvæsker eller blodprøveapparater.
Der er endvidere
sammenfald mellem ”blodprøveapparater” i indsigers registrering og ”medical apparatus” og ”medical instruments” i indehavers registrering i klasse 10,
i det omfang der er tale om medicinske blodprøveapparater eller –instrumenter.
Der er efter styrelsens
vurdering ikke sammenfald eller ligeartethed mellem
”diagnoseapparater til medicinske formål til analyse af kropsvæsker;
blodprøveapparater; kassetter indeholdende reagenser” omfattet af indsigers
registrering og den øvrige del af indehavers registrering i klasse 10 i form af
”hot air vibrator for medical purposes;
massage apparatus; physical
exercise apparatus for medical purpose; esthetic massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture needles; electric acupuncture instruments; hearing
aids for the deaf”.
Begrundelsen herfor er, at de øvrige apparater har ganske andre og specifikke
anvendelsesområder og ikke umiddelbart kan erstatte eller supplere
”diagnoseapparater til medicinske formål til analyse af kropsvæsker;
blodprøveapparater” som omfattet af indsigers registrering.
For så vidt angår de
forskellige massageapparater og varmluftsvibratorer er der således tale om apparater
og instrumenter der typisk anvendes til udvendig behandling af muskler og led,
i almindelighed for at fjerne spændinger og smerter. I relation til ”ophthalmometers”, omhandler ”oftalmologi” læren om øjet og
dets sygdomme og et oftalmometer er et apparat, der
bl.a. anvendes til at måle krumningen af øjets hornhinde. Akupunktur-nålene
og de elektriske akupunkturinstrumenter anvendes sædvanligvis til behandling af akutte og kroniske sygdomstilstande samt til
smertelindring og forebyggende behandling. Endelig omfatter indehavers
registrering høreapparater til døve, det vil sige apparater der forstærker lyd
så den kan opfattes af hørehæmmede. Varernes formål adskiller sig således meget
fra formålet med varerne omfattet af indsigers registrering.
Da mærkerne er identiske,
og der er sammenfald i relation til visse varer, er det herefter styrelsens
vurdering, at mærkerne vil være forvekslelige for varerne ”medical
apparatus; medical
instruments” i klasse 10, som registreringen vil blive ophævet for.
Registreringen vil herefter omfatte følgende varer i klasse
10: ”Hot air vibrator for medical purposes; massage apparatus; physical
exercise apparatus for medical purpose; esthetic
massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture
needles; electric acupuncture instruments; hearing aids for the deaf.”
Afgørelsen er truffet
efter varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2…”
Denne afgørelse indbragte Internationalt Patent-Bureau
A/S, på vegne BAYER Health Care
LLC, a Deleware limited liability companany, USA, i brev
af 12. august 2008 for Ankenævnet for Patenter og Varemærker med anmodning om,
at MP 893670 BREEZE nægtes endelig registrering i
Danmark for samtlige varer i klasse 10.
Klager fremførte følgende:
”… Med henvisning til Patent- og
Varemærkestyrelsens indsigelsesafgørelse af 13. juni 2008 indleverer appellanten
hermed en anke mod denne afgørelse.
Indsigelsen
blev nedlagt den 13. august 2007 under henvisning til varemærkelovens § 15,
idet det ansøgte mærke er identisk med indsigers ældre mærke. Kopi af
indsigelsen er vedlagt.
Med skrivelse
af 17. september 2007 indleverede indsiger sin uddybende begrundelse for at
have nedlagt indsigelsen, se vedlagte kopi.
De to mærker, nærværende sag drejer sig om, er
begge
og det skal bemærkes,
at begge mærker er ansøgt henholdsvis registrerede i klasse 10. det skal også bemærkes,
at appellanten ydeligere har en registrering for
BREEZE i klasse 5 for ”medicinsk-diagnostiske
reagenser til analysering af kropsvæsker”, VR
2006 00756, se vedlagte kopi. Denne registrering blev ikke anset for nødvendig at medtage under indsigelsen,
idet en klasse 10 registrering over for et identisk klasse 10 mærke burde have
været tilstrækkeligt.
Indsigelsen var rettet
mod hele varefortegnelsen i ansøgers klasse 10 således som den er omfattet af
det ansøgte mærke.
Appellantens mærke
omfatter følgende varer indenfor klasse 10:
”Diagnoseapparater til
medicinske formål til analyse af kropsvæsker; blodprøveapparater; kassetter indeholdende
reagenser.”
Det ansøgte mærke
omfatter følgende varer indenfor klasse 10:
“Medical apparatus; medical instruments;
hot air vibrator for medical purposes; massage apparatus; physical exercise
apparatus for medical purpose; esthetic massage
apparatus; ophthalmometers; acupuncture needles;
electric acupuncture instruments; hearing aids for the deaf.”
Desuagtet PVS
erkendte identitet mellem mærkerne og desuagtet begge mærker er i klasse 10
blev indsigelsen kun taget til følge på visse punkter, se vedlagte afgørelse.
Godt nok mener
PVS at indsigers registrering kan tildeles beskyttelse over for både
sammenfaldende såvel som over for ligeartede varer.
Alligevel vurderer PVS at der hverken er sammenfald eller ligeartethed
mellem en del af indsigers og ansøgers varefortegnelser.
Styrelsen
vurderer at der ikke er sammenfald eller ligeartethed
mellem appellantens ”diagnoseapparater til medicinske formål til analyse af
kropsvæsker; blodprøveapparater, kassetter indeholdende reagenser ” og ansøgers
”hot air vibrator for medical purposes;
massage apparatus; physical
exercise apparatus for medical purpose; estethic massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture needles; electric acupuncture instruments; hearing
aids for the deaf”.
Styrelsens begrundelse er at ansøgers ovennævnte apparater har ganske andre og
specifikke anvendelsesområder og ikke umiddelbart kan erstatte eller supplere
de apparater, som er omfattet af appellantens registrering.
Som det fremgår af
ovenstående, omfatter såvel appellantens som ansøgers mærke varer til medicinske
formål indenfor klasse 10. Varerne er således af den samme natur, nemlig
medicinske produkter. Det er mere reglen end undtagelsen, at den slags varer
som oftest produceres af de samme virksomheder, nemlig virksomheder rettede mod
det medicinske marked. Varerne markedsføres gennem de samme salgskanaler og
retter sig primært til sundhedssektoren, herunder behandlere på blandt andet hospitaler og privatkliniker.
Varernes formål er medicinsk og bruges således under medicinske procedurer.
Varerne retter sig til samme målgruppe, nemlig alle som på en eller anden måde
kan tænkes have eller har problem med sit helbred.
Det kan ofte være svært
at afgrænse produkter som bruges til medicinske formål, idet mange af disse
produkter kan bruges til flere forskellige formål, behandlinger samt mod
forskellige helbredsproblemer og sygdomme.
Det er almindeligt, at
producenter af apparater og instrumenter i klasse 10 producerer mange forskellige
produkter med mange forskellige formål. Appellanten henviser til en EU Board of Appeal afgørelse, R
61/2006-2, hvor det blev udtalt, at det er meget almindeligt, at producenter
af medicinske apparater fremstiller mange forskellige typer apparater til brug
indenfor det medicinske område. Mange producenter indenfor medicinområdet har
således et bredt sortiment af produkter som de kan blive genkendt på.
Sandsynligheden for forveksling mellem identiske varemærker som omfatter medicinske
produkter er dermed åbenbar. De relevante kunder kan få den opfattelse, at
ansvaret for komplementære produkter ligger hos den samme virksomhed, selvom
dette ikke skulle være tilfældet. I denne afgørelse traf Board
of Appeal beslutning om at registreringen af det
yngre mærke skulle afslås.
Styrelsen gjorde i sin
afgørelse et stort nummer ud af at opstille de eksakte formål med appellantens
og ansøgers forskellige varer over for hinanden. Appellanten mener ikke, at det i nærværende
sag er relevant, idet appellanten allerede ovenfor har påpeget, at klasse 10 varer
for en stor del er komplementære eller kan supplere hinanden. Kombinationer af
instrumenter, maskiner eller andet tekniske udstyr og
lignende, som alle bruges sammen eller hver for sig på patienter i en
behandlingsprocedure.
Appellanten henviser til
en ældre afgørelse, afsagt af Ankenævnet, V 84/91, hvor mærket CONTOUR søgt for
bl.a. hygiejnebind fandtes forveksleligt med det identiske mærke registreret
for bl.a. barberudstyr, idet der blev lagt vægt på den brancheglidning, der har
fundet sted for produkter til personlig pleje. Denne afgørelse er et godt
eksempel på, at identiske mærker inden for samme klasse bør betragtes for
forvekslelige.
Appellanten gør
Ankenævnet opmærksom på en for nylig af Court of First Instance
afsagt dom, T-425/03 AMS Advanced Medical
Services v. OHIM. Sagen drejede sig om det ansøgte figurmærke AMS ADVANCED
MEDICAL SERVICE, bl.a. ansøgt i klasserne 5 og 10,
over for ordmærket AMS, registreret i klasse
10. Domstolen fandt, at selv varer i
klasse 5 er ligeartede med varer i klasse 10, idet
alle vedrører det medicinske område og er beregnet til at kurere fysiske ”skavanker”.
Dommen giver støtte for, at der så meget mere foreligger gode grunde til at
anse varer indenfor den samme klasse, til at være i hvert fald ligeartede.
I OHIM’s
indsigelsesafgørelse af 24.04.07, No. B704 488, AIRGO versus AIRGO blev ”seat cushions and seat pads for medical
purposes” i klasse 10 anset for at være ligeartede med ”orthopedic ankle and leg braces” i klasse 10 ud fra betragtningen ”a certain degree og similarity”.
Det er appellantens
opfattelse, at hans mærke bør tilkendes et bredt beskyttelsesomfang, idet ordet
BREEZE, som udgør mærket har høj grad af særpræg for de varer for hvilke det er
registreret. Ordet har en stor iboende styrke for blandt andet medicinske
varer.
Appellanten mener ikke, at der er grund til at
gå ind i en sammenligning af appellantens og ansøgers mærker, idet det er
evident at de er identiske.
Det er fast praksis at
der til ældre registrerede mærker tilknyttes et bredere beskyttelsesomfang i forhold
til ansøgte identiske mærker, idet forvekslingsrisikoen er særligt stor mellem
identiske mærker.
Det skal også bemærkes at
der er en stor risiko for association mellem de to mærker som så meget mere er
til stede, når mærkerne for det første er identiske og varegruppen er inden for
samme klasse. En forbruger vil ikke
kunne tro andet, end at der foreligger en økonomisk forbindelse mellem de identiske
mærker indenfor området medicinsk apparatur/instrumenter.
Det fremgår af C-39/97
Canon at risikoen for, at det i omsætningskredsen kan antages, at de pågældende
varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet
fald fra økonomisk forbundne virksomheder, udgør en risiko for forveksling.
Risikoen for forveksling
i offentlighedens bevidsthed skal bedømmes ved en helhedsvurdering under
hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde.
Helhedsvurderingen af
risikoen for forveksling indebærer en vis indbyrdes afhængighed mellem de faktorer,
der kommer i betragtning, især identiteten mellem varemærkerne og ligheden
mellem de varer eller tjenesteydelser som er omfattet af varemærkerne. En svag
grad af lighed mellem varer eller tjenesteydelser kan opvejes af en høj grad af
lighed mellem varemærkerne og omvendt.
På baggrund af
ovenstående kan det konstateres, at indsigers mærke skal tillægges en bred
beskyttelse overfor ansøgers mærke indenfor den samme klassegruppe pga., at
mærkerne er såvel visuelt, auditivt som konceptuelt identiske.
Som det fremgår af
sammenligningen mellem mærkerne BREEZE og BREEZE er de identiske. Indsigers
ældre mærke skal derfor tilknyttes et bredt beskyttelsesomfang for varer
indenfor den samme klassegruppe, således at forvekslelighed gennem association,
til ulempe for den tidligere registrerede ret, ikke skal kunne opstå.
Idet det foreligger
delvis sammenfald, delvis ligeartethed mellem de
sammenlignede varer foreligger det risiko for association mellem de identiske
mærker. Risikoen forhøjes af at, varerne er af den samme natur, produceres af
de samme virksomheder, markedsføres gennem de samme salgskanaler, har det samme
formål, bruges under medicinske procedurer og retter sig til samme målgruppe. Desuden
forhøjes risikoen yderligere af at det er almindeligt, at producenter af
plejeprodukter har et bredt sortiment indenfor forskellige plejeområder.
Vi skal herefter anmode
Ankenævnet om at nægte MP 893670 BREEZE endelig
registrering i Danmark for samtlige varer i klasse 10.
Såfremt ansøger
fremkommer med argumentation i sagen, skal vi bede om lejlighed at indkomme med
vores kommentarer…”
Indklagede har ikke
udtalt sig i sagen.
Ved brev af 1. december 2008 udtalte Patent- og Varemærkestyrelsen
følgende:
”… Som svar på Ankenævnets brev af 10. november 2008 skal styrelsen udtale
følgende:
Klager har bl.a. henvist til, at varerne ”hot air vibrator for medical purposes; massage apparatus; physical exercise apparatus for medical purpose; esthetic massage apparatus; ophthalmometers; acupuncture needles; electric acupuncture instruments; hearing
aids for the deaf” må anses
for at være ligeartede med varerne ”Diagnoseapparater
til medicinske formål til analyse af kropsvæsker; blodprøveapparater; kassetter
indeholdende reagenser”.
Klager henviser i den forbindelse bl.a. til, at alle disse varer indgår i klasse
10, at en stor del af varerne i klasse 10 er komplementære eller kan supplere
hinanden, at mange producenter indenfor medicinområdet har et bredt sortiment,
at den slags varer som oftest produceres af de samme virksomheder, at varerne
markedsføres gennem de samme salgskanaler og at de retter sig mod samme målgruppe.
Styrelsen er fortsat af den opfattelse, at de nævnte varer hverken er
identiske eller ligeartede. Således er der tale om
varer, der såvel med hensyn til art og formål er væsens forskellige. Selvom
varerne hver især kan anvendes indenfor sundhedssektoren, er der intet der
tyder på, at de anvendes sammen eller i nær tilknytning til hinanden, ligesom
det ikke er åbenlyst hvorledes de vil kunne supplere hinanden. Klager har i
øvrigt ikke dokumenteret en sådan sammenhæng.
Klager har i den forbindelse henvist til Retten i første instans afgørelse
af den 18. oktober 2007 i sagen T-425/03, idet klager henviser til, at Retten i
denne sag fandt, at varer i klasse 5 var ligeartede
med varer i klasse 10. Det er styrelsens opfattelse, at Retten i første instans
i denne sag går meget vidt i deres vurdering af ligheden mellem varer, idet det
dog skal holdes in mente, at de i denne sag omhandlede varer bestod i meget
brede overbegreber, såsom ”farmaceutiske præparater” og ”kirurgiske apparater
og instrumenter”.
Det fremgår da også af afgørelsen, at Retten meget konkret vurderer, i
hvilke sammenhænge disse varer supplerer hinanden, idet det bl.a. anføres i
præmis 62, at ”ved indoperering af en protese [skal lægen]
først desinficere protesen ved hjælp af et desinficerende middel, dernæst
indoperere protesen, hvorefter såret lukkes, i hvilken forbindelse der bruges
forbindsstoffer, og endelig fastgøres disse forbindsstoffer ved hjælp af et
plaster. Lægen kan ligeledes udskrive et præparat til personlig hygiejne samt
farmaceutiske præparater.” Retten i første instans har således foretaget en
konkret vurdering mellem de i denne sag omhandlede overbegreber for varer, og
har fundet, at visse af de varer, der falder under disse overbegreber, kan supplere
hinanden.
Styrelsen har ligeledes foretaget en konkret vurdering af de i nærværende
sag omhandlede varer. Det skal hertil bemærkes, at de i nærværende sag
omhandlede varer er mere præcist angivet end de overbegreber for brede
varekategorier, som Retten i første instans vurderede overfor hinanden i
ovennævnte sag. Hertil kommer, at de i nærværende sag omhandlede varer er
væsens forskellige fra hinanden, og det ikke er åbenlyst hvorledes disse kan
supplere eller erstatte hinanden, ligesom klager ikke har sandsynliggjort en
sådan sammenhæng mellem varerne.
Det bemærkes, at Rettens afgørelse i sagen T-425/03 er den 31. december
2007 appelleret til EF-Domstolen, jf. EUT C 64 af den
8. marts 2008, side 23 (sag C-565/07 P).
Derudover skal bemærkes, at alene det forhold, at varerne alle er indenfor
den samme klasse, nemlig klasse 10, ikke i sig selv kan begrunde, at varerne
kan anses for ligeartede. Således fremgår
det af
art. 9, stk. 2, litra a, i Trademark Law Treaty, som Danmark ratificerede den 28.
oktober 1997, at ”Goods or services may not be
considered as being similar to each other on the ground that, in any
registration or publication by the Office, they appear in the same class of the
Nice Classification”.
Med disse yderligere bemærkninger skal styrelsen fastholde afgørelsen af
den 13. juni 2008 og den under behandlingen fremførte argumentation og
vurdering.
Styrelsen skal således henstille til Ankenævnet, at den trufne afgørelse
stadfæstes…”
Klager kommenterede i brev af 5. januar 2009 styrelsens udtalelse med
følgende:
”… Som svar på styrelsens
høringssvar af 1. december 2008 fremsendt med Ankenævnets skrivelse af 3.
december 2008, skal klager hermed fremkomme med sine kommentarer til styrelsens
bemærkninger.
Nærværende sag drejer sig
om to varemærker, der ikke bare er forvekslelige, nej, de er faktisk identiske.
Derudover befinder de sig begge i klasse 10, som må siges at være en ret
”snæver” klasse omfattende hovedsageligt ”medicinske apparater, instrumenter og
artikler”, se hertil kommentarerne til klasse 10 i Nice Klassifikationen 9.
udgave, bilag 1.
Klager henviser til den såkaldte ”produktregel”,
hvorefter kravene til vareligheden ikke bør være så rigoristiske hvis mærkerne
er identiske eller meget lig hinanden. Vareartslighed
må fortolkes videregående hvor ligheden mellem mærkerne er utvivlsom, og hvor
det som i nærværende sag er to identiske mærker. Dette fremgår også af ECJ’s afgørelse i sag C-39/9 CANON/CANNON præmis 17, der er
sålydende:
Helhedsvurderingen af risikoen for forveksling indebærer en vis indbyrdes
afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, og især ligheden
mellem varemærkerne og ligheden mellem de varer og tjenesteydelser, der er
omfattet af varemærkerne. En svag grad af lighed mellem de af varemærkerne
omfattede varer eller tjenesteydelser kan således opvejes af en høj grad af
lighed mellem varemærkerne eller omvendt. Den indbyrdes afhængighed mellem
disse faktorer kommer faktisk til udtryk i Direktivets tiende betragtning,
ifølge hvilket det er nødvendigt at fortolke begrebet lighed på baggrund af
risikoen for forveksling, som for sit vedkommende bl.a. må vurderes på grundlag
af, i hvor høj grad mærket er kendt på markedet, og lighedsgraden mellem mærket
og tegnet samt mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Godt nok har klager ikke
påstået kendthed for sit mærke, men BREEZE er for
varer i klasse 10 et meget særpræget mærke, hvorfor der bør tildeles dette
mærke et større beskyttelsesomfang end hvad der er gældende for mere
”almindelige” mærker, hvilket kommer til udtryk i den omtalte produktregel.
Såvel klagers som
ansøgers produkter markedsføres inden for samme salgskanaler og er rettet mod
samme kundesegment. Som eksempel på den vel største forhandler i Danmark af
produkter af mange varierende slags inden for klasse 10, nemlig Simonsen &
Weel, vedlægges et print fra firmaets hjemmeside, bilag 2.
Skulle ansøgers mærke
blive godtaget i Danmark, kunne det medføre at ansøgers produkter bærende
mærket BREEZE står side om side med klagers produkter af mærket BREEZE. Dette
mener klager er uantageligt. Dette kan også føre til den misforståelse, at
produkter med mærket BREEZE kommer samme sted fra, hvilket kunne skade klagers
omdømme.
Som klager tidligere har
nævnt, er der i ældre afgørelser også blevet lagt vægt på brancheglidning,
eksempelvist for produkter til personlig pleje. Der bør i nærværende sag
ligeledes tages hensyn til en sådan brancheglidning.
Ud fra en
helhedsvurdering, især identiteten mellem varemærkerne og den kendsgerning, at
der er en lighed mellem de af varemærkerne omfattede varer i den ”snævre” 10,
bør det ansøgte mærke MP 893670 BREEZE afslås fra
registrering…”
Indklagede, MA XUE JUN, Kina har ikke kommenteret styrelsens
udtalelse.
Udskriftens og fotokopiens rigtighed bekræftes.
Ankenævnet for Patenter
og Varemærker, den 1.
September 2009