RESUMÉ:
AN 2009 00002 – MP 897442
– Patch Scott <fig> - Forvekslelighed
Indehaveren
af varemærkerne VR 1994 05253 <fig>, CTM003035052 <fig>,
CTM003034915 JACK WOLFSKIN <w> samt CTM000635508 JACK WOLFSKIN powered by
ideas <fig> fremsatte indsigelse mod registrering af
MP 897442 – Patch Scott <fig>. Indsigelsen blev begrundet med, at indehavers mærke Patch Scott <fig>
er forveksleligt med indsigers tidligere registreret varemærker. Patent- og
Varemærkestyrelsen tog ikke indsigelsen til følge og opretholdt designeringen.
Denne afgørelse blev indbragt for Ankenævnet for Patenter og Varemærker, som
stadfæstede Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse.
KENDELSE:
År 2009, den 10. december afsagde Ankenævnet for
Patenter og Varemærker
(Michael Dorn, Hans Chr. Thomsen og Jens Schovsbo)
JACK WOLFSKIN Ausrüstung für Draussen GmbH & Co. KGaA
Tyskland
v/Chas Hude A/S
over
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 14.
november 2008 i sagen MP897442 Patch Scott <fig> indehavet af
Brandt Scott Ltd., Storbritannien
Ankenævnet har behandlet sagen på et møde 17. november 2009.
For klageren mødte cand.jur Ellen Breddam, der procederede sagen i det
væsentlige i overensstemmelse med et fremlagt påstandsdokument.
Der blev ikke givet mødet fra indklagede.
Ankenævnet
udtaler:
Ankenævnet tiltræder, at de 2 varemærker ud fra en
helhedsvurdering både synsmæssigt og lydligt er så forskellige, at der ikke er
risiko for forveksling. Den omstændighed at indehaverens mærke indeholder en
stiliseret gengivelse af en pote, der typemæssigt svarer til den pote, som
enten udgør eller indgår i indsigerens mærker, kan ikke i sig selv føre til en
anden vurdering.
Herefter bestemmes:
Patent- og
Varemærkestyrelsens afgørelse stadfæstes.
Sagens
baggrund:
Den 19. oktober 2006 notificerede World
Intellectual Property Organization (WIPO) Patent- og Varemærkestyrelsen om, at
BRANDT SCOTT LTD., Storbritanien, som indehaver af den internationale
registrering MP 897442 PATCH SCOTT <fig>
havde designeret Danmark 20. april 2006.
Varemærket blev efterfølgende publiceret i Dansk
Varemærketidendende 14. november 2009.
Det internationale varemærke MP 897442 PATCH SCOTT
<fig> var registreret for:
Klasse 18: Harness, collars, leads, coats for dogs.
Klasse 20: Beds, blankets, bedding for dogs.
Den 11. januar 2008 gjorde Chas. Hude A/S på vegne
af Jack Wolfskin Ausrüstung für Draussen GmbH & Co. KGaA, Tyskland
indsigelse mod gyldigheden af det foreløbigt registrerede mærke MP 897442 PATCH
SCOTT <fig> i Danmark. Indsiger gør gældende, at det foreløbigt
registrerede mærke MP 897442 PATCH SCOTT <fig> er forveksleligt med
indsigers 4 mærker: VR 1994 05253 <fig>, CTM003035052 <fig>,
CTM003034915 JACK WOLFSKIN <w> samt CTM000635508 JACK WOLFSKIN powered by
ideas <fig>. Det er særligt gjort gældende, at indsigermærkernes
figurlige element, nemlig poteaftrykket, er fuldstændigt indeholdt i det
foreløbige registrerede varemærke. Endvidere er det gjort gældende, at mærkerne
er registrerede for sammenfaldende henholdsvis ligeartede varer.
Den 14. november 2008 traf Patent- og
Varemærkestyrelsen afgørelse i sagen og tog ikke indsigelsen til følge med
følgende begrundelse:
”… 2. Lovgrundlaget
I varemærkelovens § 15,
stk. 1, nr. 2, står der, at et varemærke ikke kan registreres, hvis:
”der er risiko
for forveksling, herunder at det antages, at der er en forbindelse med det
ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre
varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende
art."
3. Vurdering
og konklusion
Indehavers mærke: (MP897442)
Registreret for: Klasse 18: “Harness, collars, leads, coats for
dogs”.
Klasse 20: “Beds,
blankets, bedding for dogs”.
Indsigers mærke: (VR
1991 05253)
Registreret for en række
varer i klasse 18, 20, 22, 25 og 28.
Indsigers mærke: (CTM3035052)
Registreret for alle
varer og tjenesteydelser i klasse 1, 3, 18, 21, 22, 24, 25, 27, 28, 35, 41 og
42.
Indsigers mærke: (CTM3034915)
Registreret for en række
varer og tjenesteydelser i klasse 1, 3, 18, 21, 22, 24, 25, 27, 28, 35, 41 og
42.
Indsigers mærke: (CTM635508)
Registreret for en række
varer i klasse 18, 22, 25, 27 og 28.
Indehavers mærke består
af ordelementerne PATCH og SCOTT. Bogstaverne er hvide og er placeret i en
sort, liggende rektangel, som dermed danner baggrund og ydre ramme for mærket.
Mellem ordene PATCH og SCOTT ses aftrykket af en hvid pote med fire kløer. Det
figurlige element i mærket er af begrænset betydning, og det er ordelementerne
PATCH og SCOTT, der er de dominerende mærkebestandele.
Indsigers mærker består,
for to af mærkernes vedkommende, udelukkende af en afbildning af en sort pote.
Poten har, i lighed med poten i indehavers mærke, fire kløer, men er i øvrigt
ikke identisk hermed. Et tredje af indsigers mærker består – ud over nævnte
afbildning af en pote – også af ordene JACK WOLFSKIN, hvilket umiddelbart
fremstår som et navn. Det fjerde indsigermærke består af samme afbildning af en
pote, samt af ordene JACK WOLFSKIN POWERED BY IDEAS.
For de to indsigermærker,
hvor poten ikke er eneste mærkeelement, er ordelementerne – JACK WOLFSKIN
henholdsvis JACK WOFSKIN POWERED BY IDEAS – de dominerende elementer i
mærkerne. Henset til at orddelen PATCH SCOTT er det dominerende element i
indehavermærket, er det, ud fra en sammenligning af mærkernes dominerende
elementer, styrelsens vurdering, at mærkerne ikke ligner hinanden. Mærkernes
dominerende elementer har ingen fællestræk, og det er kun poterne i mærkerne,
der ligner hinanden.
I relation til de to
indsigermærker, der hver udelukkende består af en afbildning af en pote, er der
begrebsmæssig lighed i forhold til indehavermærkets figurlige element. De
figurlige elementer er, bl.a. som følge af farveforskellen, ikke identiske, men
blot af begrebsmæssig samme art. Poten i indehavermærket er endvidere lidet
dominerende i mærket, idet ordene PATCH SCOTT er de elementer i indehavermærket
som udgør det bærende kendetegn i mærket. Under henvisning til disse faktorer
er det styrelsens vurdering, at indehavermærket ikke ligner indsigermærkerne VR
1991 05253 <fig> og CTM3035052 <fig>.
Indehavermærket er
registreret for varer i klasse 18 og 20. Visse af disse varer er sammenfaldende
med indsigers registreringer. Uanset varesammenfald er det styrelsens
vurdering, at mærkerne synsmæssigt og lydligt er af så ulige karakter, at der
ikke vil være risiko for forveksling, herunder risiko for, at det antages, at
der er en forbindelse mellem mærkerne.
Styrelsen tager derfor ikke indsigelsen til følge, og registreringen er
fortsat gyldig i Danmark.
Vi har afgjort sagen
efter varemærkelovens § 15, stk. 2, nr. 1…”
Den 14. januar 2009 indbragte Chas. Hude A/S på vegne af JACK WOLFSKIN
Ausrüstung für Draussen GmbH & Co. KGaA, Tyskland, Patent- og
Varemærkestyrelsens afgørelse for Ankenævnet for Patenter og Varemærker med
påstand om, at styrelsens afgørelse omgøres og at MP897442 Patch Scott
<fig> ophæves i sin helhed. Klager har fremført følgende:
”… SAGSFREMSTILLING
Den 11. januar 2008
fremsatte vi, på vegne af JACK WOLFSKIN Ausrüstung für Draussen GmbH & Co.
KGaA, indsigelse mod gyldigheden af det registrerede mærke PATCH SCOTT i
Danmark med henvisning til varemærkelovens § 23 i lovbekendtgørelse nr. 782 af
30. august 2001.
I indsigelsen gjorde vi
gældende, at indehavers mærke PATCH SCOTT <fig> er forveksleligt med
vores klients varemærker, nemlig
VR 1991 05253 <fig>
CTM003035052 <fig>
CTM003034915 JACK WOLFSKIN <w> og
CTM000635508 JACK WOLFSKIN powered by ideas <fig>.
Kopi af indklagedes
varemærke er vedlagt som Bilag 1,
mens kopi af klagers ovennævnte ældre varemærker er vedlagt som Bilag 2.
I indsigelsen fremførte
vi bl.a., at det figurlige element i vores klients ældre varemærker, nemlig
poteaftrykket, er fuldstændig indeholdt i indehavermærket og henviste til, at
mærkerne er registrerede for sammenfaldende henholdsvis ligeartede varer.
Indehaver er blevet hørt
i sagen, men har ikke udtalt sig.
I afgørelsen fra Patent-
og Varemærkestyrelsen af 14. november 2008, afvises indsigelsen bl.a. med
henvisning til, at for så vidt angår de af klagers mærker, hvor poten er eneste
mærkeelement, er "de figurlige
elementer… bl.a. som følge af farveforskellen, ikke identiske, men blot af
begrebsmæssig samme art. Poten i indehavermærket er endvidere lidet dominerende
i mærket, idet ordene PATCH SCOTT er de elementer i indehavermærket som udgør
det bærende kendetegn i mærket." Afgørelsen er vedlagt som Bilag 3.
PÅSTAND
Varemærket MP 897442
PATCH SCOTT (Device) afvises fra endelig registrering og ophæves i sin
helhed. Der henvises i den forbindelse til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2
og § 46.
Det foreløbigt
registrerede varemærke er registreret for diverse varer i klasse 18 og 20. Da
min klients ældre varemærker er registreret for identiske varer i klasse 18 og
lignende varer med de af indehaver registrerede varer i klasse 20, er der uden
tvivl varelighed.
Dernæst kommer, at min
klients varemærker registreret under VR 1991 05253 (figur) og CTM registrering
nr. 003035052 (figur) er næsten fuldstændigt indeholdt i indklagedes foreløbigt
registrerede varemærke. Samtidig er der næsten identitet for så vidt angår
afbildningen af "poten" mellem indklagedes varemærke og min klients
ældre varemærker under CTM registrering nr. 003034915 JACK WOLFSKIN (figur) og
CTM registrering nr. 000635508 JACK WOLFSKIN powered by ideas (figur).
Det er korrekt som
fremhævet af Styrelsen, at der skal være en lighed mellem de dominerende
elementer i mærkerne, men særligt min klients varemærker VR 1991 05253 (figur)
og CTM registrering nr. 003035052 (figur) er næsten fuldstændigt indeholdt i
det foreløbigt registrerede varemærke. Desuden kan afbildningen af en pote i
det foreløbigt registrerede mærke, ej heller siges at være mindre dominerende
end de andre mærkeelementer, idet aftrykket er placeret centralt i mærket og
mellem ordene PATCH og SCOTT, samt vist med samme "størrelse" som
ordene PATCH og SCOTT.
Ifølge Styrelsens egen
varemærkehåndbog under Forvekslelighed og afsnit 3.8 "Sammenligning af
figurmærker", står der desuden at vurderingen
af, om to figurmærker er forvekslelige, skal altid foretages ud fra en
helhedsbedømmelse af mærkerne. Vurderingen vil afhænge af, hvilken type
figurmærke, der er tale om…. Det er udgangspunktet for så vidt angår de
"rene" figurmærker, at de er forvekslelige, hvis mærkerne i deres
helhed ligner hinanden.
Jeg henviser også til
"Varemærkeloven og Fællesmærkeloven med kommentarer" af Knud Wallberg
side 194, hvor der bl.a. står om figurmærker og forvekslelighed at "ved bedømmelsen af figurmærkers
forvekslelighed tillægges den synsmæssige lighed – lighed for øjet – naturligt
afgørende vægt. Endvidere at der skal
anlægges en helhedsvurdering, indebærer her, at to figurmærker er forvekslelige
hvis de dominerende mærkeelementer er meget lig hinanden.
I den forbindelse vil jeg
også gerne henvise til EF-Domstolens afgørelse af 17. juli 2008 i C-488/06P,
som omhandlede ligheden mellem to figurmærker - begge indeholdt grafiske
gengivelser, der svarer til et grantræ, men hvor det ene mærke indeholdt
tillige ordene AIRE LIMPIO - og hvor Board of Appeal samt Retten og Domstolen
fastslog i præmis 31 og 32, at der var begrebsmæssig lighed mellem mærkerne.
Domstolen fastslog desuden i præmis 55 og 84, at det ikke følger af Domstolens
praksis, at ordbestanddele altid er dominerende i det helhedsindtryk, som dette
varemærke fremkalder. Afgørelsen er vedlagt anken som Bilag 4.
Samtidigt henvises til
Retten i første instans afgørelse af 17. april 2008 i T-389/03, hvor Retten i
præmis 105 og 106 slog fast, at mærkerne var lig hinanden – på den ene side et
rent figurmærke visende en pelikan og på den anden side et figurmærke visende
en pelikan og med ordet "Pelikan" – grundet lighederne mellem de to
afbillede pelikaner. Afgørelsen er vedlagt anken som Bilag 5.
Endelig henvise til OHIMs indsigelsesafgørelse af 14. november 2000, hvor min klient fik medhold i en indsigelse mod registrering af nedenstående varemærke med henvisning til deres ældre ret til et tysk varemærke, som er lig min klients EU-registrering under nr. 3035052. Afgørelsen er vedlagt anken som Bilag 6.
Med henblik på at kunne
sammenligne min klients varemærke med det foreløbigt registrerede varemærke er
begge mærker afbilledet siden og side nedenfor, hvilket tydeligt viser, at
afbildningen af "poten" i begge mærker har samme antal "trædepuder"
og "kløer" og begge "poter" er vendt i mærkerne på samme
vis, nemlig skråt mod højre.
Min klient har valgt at
beskytte sit "rene" figurmærke i sort/hvid for derved at få den bredest
mulige beskyttelse, men bruger også mærket i denne særlige gule farve i deres
markedsføring og jeg henviser til min klients hjemmeside www.jack-wolfskin.com.
I afgørelsen henviser
Styrelsen bl.a. til at mærkerne ikke er lig grundet farveforskellen. Hertil vil
jeg gerne bemærke, at det er anerkendt praksis i Danmark, at en sort/hvid
registrering også dækker i forhold til farveregistret. Forskellen mellem den gule
farve i det foreløbigt registrerede mærke og min klients sorte farve, bør
derfor ikke have afgørende betydning ved vurderingen af ligheden mellem
mærkerne.
Med henvisning til at det
er vores vurdering, at der er lighed mellem min klients ældre rettigheder til
varemærker indeholdende en afbildning af en pote og det foreløbigt registrerede
mærke, samt at der er lighed mellem varer i klasse 18 og vareartslighed i
klasse 20, skal jeg derfor henstille til, at Ankenævnet omgør
indsigelsesafgørelsen fra Patent og Varemærkestyrelsen og afviser det foreløbigt
registrerede varemærke fra endelig registrering og ophæver det i sin helhed…”
Ved brev af 28. januar 2009 har klager fremsendt
et endnu ikke underskrevet affidavit samt en liste over butikker i Danmark hvor
klagers varemærker bliver solgt.
Ved brev af 10. juni 2009 fremkom Patent- og
Varemærkestyrelsen med følgende udtalelse til sagen:
”… Under behandlingen for Ankenævnet ses der ikke at være fremlagt sådanne
nye væsentlige argumenter, at styrelsen har anledning til at ændre opfattelse.
Styrelsen fastholder derfor afgørelsen af 14. november 2008 og den under
behandlingen fremførte argumentation og vurdering.
Styrelsen skal således henstille til Ankenævnet, at den trufne afgørelse
stadfæstes…”
Ved e-mail af 12. juni 2009 fremsendte klager en
kopi af erklæring fra Dansk Detail om velkendthed af klagers varemærke.
Klager kommenterede i brev af 10. juli 2009
styrelsens udtalelse med følgende:
”… Jeg henviser til Ankenævnets brev af 11. juni
2009, hvori vi fik mulighed for at kommentere på Styrelsens høringssvar og skal
i den forbindelse blot fastholde de af os allerede fremførte argumenter ved
indsendelsen af anken den 14. januar 2009 samt det yderligere bevismateriale,
som vi efterfølgende har indsendt, nemlig Affidavit samt brancheerklæring fra
Dansk Detail.
Det er således vores vurdering, at det foreløbigt
registrerede varemærker er forveksleligt med min klients varemærke uanset
Styrelsens meget korte udtalelse, hvilket i øvrigt kan undre, særligt i lyset
af, at der i indsigelsesafgørelsen er oplysninger, som er i modstrid med
praksis og som er tilgrundliggende for, at afgørelsen træffes. Jeg henviser i
den forbindelse til s. 4 øverst, hvr der i sidste linje står: ”Mærkernes
dominerende elementer har ingen fællestræk, og det er kun poterne i mærkerne,
der ligner hinanden” samt til 2. afsnit, hvor det anføres: ”de figurlige
elementer er, bl.a. som følge af farveforskellen, ikke identiske”.
Jeg henviser i den forbindelse også til Patent- og
Varemærkestyrelsens Guidelines for varemærker, afsnittet Lighed mellem rene figurmærker, hvor der i 5. afsnit står ”en
registrering udført i sort/hvid antages i nogen grad at være beskyttet i
forhold til andre mærker, selvom disse er udført i én bestemt farve eller
farvesammensætninger”.
Kopi heraf vedlægges.
Med henvisning til ovenstående skal jeg derfor
fastholde anken…”
Indklagede har slet ikke udtalt sig i sagen.
Udskriftens og fotokopiens rigtighed
bekræftes.
Ankenævnet for Patenter og
Varemærker, den 10. december 2009