RESUMÉ:
AN 2010 00031 - VA 2008 04660 – MORSØ FORSIKRING <w> - Manglende særpræg
Patent- og Varemærkestyrelsen afslog at registrere varemærket VA 2008 04660 MORSØ FORSIKRING <w> for den ansøgte klasse, idet Patent- og Varemærkestyrelsen fandt, at det ansøgte mærke manglede det til registrering fornødne særpræg. Denne afgørelse blev indbragt for Ankenævnet for Patenter og Varemærker, som omgjorde Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse således, at det ansøgte mærke også registreres for ”forsikringsvirksomhed”.
KENDELSE:
År 2011, den 24. februar afsagde Ankenævnet for Patenter og Varemærker
(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Sten Juul Petersen og Hanne Kirk Deichmann)
Fynbo Forsikring A/S
v/Sandel, Løje og Wallberg
over
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 4. august 2010 vedr. afslag på registrering af VA 2008 04660 MORSØ FORSIKRING <w>.
Ankenævnet har behandlet sagen skriftligt.
Ankenævnet udtaler:
Af de af Patent- og Varemærkestyrelsen i Styrelsens høringsudtalelse af 22. november 2010 anførte grunde ændrer Ankenævnet Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 4. august 2010 således, at det ansøgte varemærke udover ”ejendomsmæglervirksomhed” tillige registreres for ”forsikringsvirksomhed”.
Herefter bestemmes:
Den af Patent- og Varemærkestyrelsen afsagte afgørelse af 4. august 2010 omgøres således, at det ansøgte mærke også registreres for ”forsikringsvirksomhed”.
Sagens baggrund:
Den 2. december 2008 indleverede Fynbo Forsikring A/S v/Sandel, Løje & Wallberg en ansøgning om registrering af varemærket MORSØ FORSIKRING <w> for
Klasse 36: Forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed; ejendomsmæglervirksomhed.
Ved brev af 25. februar 2009 meddelte Patent- og Varemærkestyrelsen ansøger, at det ansøgte varemærke ikke havde tilstrækkeligt særpræg til registrering. Samtidig gjorde Patent- og Varemærkestyrelsen opmærksom på, at ansøger kunne få varemærket registreret, hvis ansøger kunne bevise, at mærket er indarbejdet i Danmark.
Med brev af 25. juni 2009 fremsendte ansøger dokumentation for indarbejdelse af navnet MORSØ FORSIKRING.
Patent- og Varemærkestyrelsen svarede med brev af 19. januar 2010, at det fremsendte materiale ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at varemærket er indarbejdet.
Den 4. august 2010 meddelte Patent- og Varemærkestyrelsen endeligt afslag til ansøger med følgende:
”… Vi skrev til dig i vores brev fra den 19. januar 2010, at vi ville afslå dit varemærke for visse tjenesteydelser, hvis vi ikke modtog et svar fra dig.
Da du ikke har svaret, afslår vi din ansøgning for følgende tjenesteydelser:
Klasse 36: Forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed.
Begrundelsen er, at Morsø er en kommune i Viborg Amt. Mærket kan derfor angive, at der er tale om forsikringsvirksomhed beliggende i Morsø. Endvidere kan mærket for tjenesteydelserne finansiel virksomhed og valutarisk virksomhed angive en egenskab, nemlig at denne virksomhed også omhandler forsikringer samt at disse tjenesteydelser udbydes i eller fra Morsø.
Det materiale der blevet indsendt kan ikke bruges, som dokumentation for indarbejdelse af mærket MORSØ FORSIKRING.
På samtlige af de annoncer der er indsendt, fremstår MORSØ FORSIKRING ikke som et varemærke, men der imod som et firmanavn. Navnet MORSØ FORSIKRING står aldrig ikke alene, men er altid efterfulgt af ordene ”gs” samt en adresse, og derfor fremstår navnet som et firmanavn. Annoncerne viser derfor ikke en varemærkemæssig brug af navnet MORSØ FORSIKRING.
Yderligere, er kravet om landsdækkende brug ikke opfyldt. I mange af annoncerne er det ikke oplyst hvilken avis annoncen er trykt i, og de i de annoncer hvor der er oplyst, er alle henvisningerne til enten Morsø Folkebladet, Morsø Folkebladets ugeavis, Thylands Avis eller Thisted Amtsavis.
Vi har afgjort sagen efter varemærkelovens § 20, stk. 2, jf. § 13, stk. 2.
Du kan klage over denne afgørelse til Ankenævnet for Patenter og Varemærker senest den 4. oktober 2010. Du skal sende klagen med en klagebegrundelse til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Hvis du klager, skal du inden for samme frist betale klagegebyret på kr. 4000,-. Du kan betale beløbet på konto nr. 0216 4069056296 eller sende en check til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, Helgeshøj Allé 81, 2630 Taastrup.
Du kan sende klagen via e-mail på pvanke@dkpto.dk. Du kan også sende den med brev til ovennævnte adresse.
På nævnets hjemmeside, www.pvanke.dk kan du læse mere om, hvordan du klager, og hvordan nævnet behandler klager.
Vi vil registrere mærket for de tjenesteydelser som dit mærke har særpræg for, medmindre du har klaget over styrelsens afgørelse til Ankenævnet for Patenter og Varemærker inden for den fastsatte klagefrist.
Klasse 36: Ejendomsmæglervirksomhed.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til sagen…”
Denne afgørelse indbragte Fynbo Forsikring A/S v/Sandel, Løje & Wallberg med brev af 1. oktober 2010 for Ankenævnet for Patenter og Varemærker med følgende påstand:
"…Vi henviser til vedlagte skrivelse af 4. august 2010 fra Patent- og Varemærkestyrelsen og skal herved anke Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse om, at varemærket MORSØ FORSIKRING ikke kan registreres som varemærke i klasse 36 for ydelserne ”forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed”.
Vi nedlægger påstand om, at MORSØ FORSIKRING kan registreres som varemærke for ydelserne ”forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed” i klasse 36, idet mærket har det til registrering fornødne særpræg.
Vi anmoder om en frist på ca. 2 måneder til at uddybe vores anbringender yderligere…"
Denne påstand blev yderligere udbygget i brev af 8. november 2010 fra klager Fynbo Forsikring A/S v/Sandel, Løje & Wallberg. Her blev følgende anført:
"… Jeg skal herved yderligere underbygge min anke af Patent- og Varemærkestyrelsens afslag af 4. august 2010.
Jeg skal anmode om, at varemærket fremmes til registrering med følgende varefortegnelse:
Principalt
Forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed og Ejendomsmæglervirksomhed
Subsidiært
Forsikringsvirksomhed; Ejendomsmæglervirksomhed
Jeg skal indledningsvis henvise til den betydelige argumentation, som er fremsendt den 25. juni 2009 og i øvrigt fremføre følgende anbringender:
Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens afslag af 4. august 2010, at varemærket MORSØ FORSIKRING savner særpræg som følge af, at Morsø er en kommune i Viborg Amt.
Jeg kan i den forbindelse henvise til den af Patent- og Varemærkestyrelsen udsendte meddelelse om praksisændring vedrørende geografiske betegnelser samt vildledning dateret 12. maj 2009. Kopi af denne praksisændring vedlægges til orientering. Som det fremgår af meddelelsen, har Styrelsen ændret praksis således, at de fremover vil ”lade det være afgørende, om den pågældende geografiske betegnelse med rimelighed vil kunne forstås som en angivelse af den geografiske oprindelse for de varer eller tjenesteydelser som ansøgningen omfatter”. I den forbindelse henvises dels til Højesterets dom i sagen 579/2004 vedrørende mærket AALBORG og også til bl.a. en sag fra Sø- og Handelsretten optrykt i UfR 2003.690S, der omfatter spørgsmålet om, hvorvidt Nykøbing Mors Sparekasse og Nykøbing M. Sparekasse var forvekslelige med MORSØ SPAREKASSE. I denne sag fandt Sø- og Handelsretten, at MORSØ SPAREKASSE som følge af langvarig indarbejdelse nød en vis om end snæver varemærke- og markedsføringsretlig beskyttelse. Langvarig indarbejdelse kan således føre til, at der opnås særpræg for et varemærke, som består af ordet Morsø og et beskrivende ord.
Ved en gennemgang af det materiale, som er fremsendt til Patent- og Varemærkestyrelsen vedrørende særpræg, fremgår det ganske klart, at MORSØ FORSIKRING er gengivet i stort set alle reklamer med væsentlig forstørret skrift i forhold til annoncernes brødtekst. Enkelte af annoncerne viser MORSØ FORSIKRING anført uden selskabsbetegnelsen G/S, men langt hovedparten af annoncerne viser angivelse af MORSØ FORSIKRING -varemærket med tilføjelsen G/S. Jeg er ikke uenig i, at denne tilføjelse fører til, at gengivelsen i høj grad relaterer sig til det registrerede selskabsnavn, men det forhold at ordene ”Morsø” og ”Forsikring” er gengivet med væsentlig forstørret skrift indebærer også, at anvendelsen har varemærkeretlig karakter. Jeg kan i øvrigt tilføje, at selskabsnavne anses for naturlige varemærker. I den forbindelse kan jeg henvise til, at firmanavne beskyttes som varemærker i henhold til varemærkelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og at spørgsmålet om et firmanavn/selskabsnavn kan antages alene at blive anvendt som sådan, altså som oprindelsesangivelse må være sammenfaldende.
Det afgørende kan således ikke være, om betegnelsen er navnet på firmaet eller selskabet, men hvorledes navnet har været anvendt. Såfremt MORSØ FORSIKRING G/S alene havde været anført med brødtekstskrift og gengivet i forbindelse med en oplysende tekst om annoncens ophav kunne det diskuteres om, brugen alene ville have haft karakter af en oprindelsesangivelse, og derved være et selskabsnavn alene, men det forhold, at bogstaverne er fremhævet indebærer, at der er tale om varemærkemæssig brug af kendetegnet Morsø Forsikring.
Det er således klagers opfattelse, at den betydelige fremlagte reklameportefølje udgør dokumentation for brug af MORSØ FORSIKRING igennem en lang årrække, og henset til afgørelsen i Sø- og Handelsrettens dom 2003.690S vil kendetegnet MORSØ FORSIKRING således kunne anses for indarbejdet som kendetegn for klagers virksomhed.
Den tidligere nævnte praksisændring vedrørende geografiske betegnelser samt vildledning repræsenterer en ændring i forhold til den praksis, der forelå før 2007. Afgørelsen fra Sø- og Handelsretten er før 2007, men det forhold, at afgørelsen er gengivet i notatet vedrørende praksisændring på en sådan måde, at det implementeres som en del af gældende ret ved Patent- og Varemærkestyrelsens fremtidige anvendelse af reglerne, indebærer efter klagers opfattelse, at afgørelsen anerkendes af Patent- og Varemærkestyrelsen som gældende ret, og da det tillige er en Sø- og Handelsretsdom, der ikke kan anses for ændret ved Højesterets dom fra 2004 vedrørende mærket AALBORG, er det klagers opfattelse, at Patentankenævnet skal omgøre Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse vedrørende afslag på registrering af varemærket Morsø Forsikring for ”forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed”.
Til underbyggelse af klagers påstand om, at MORSØ FORSIKRING kan anses for indarbejdet for Forsikringsvirksomhed fremsendes udtalelse fra Brancheforeningen Forsikring og Pension, der støtter klagers påstand. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Klager ved rammeaftale har overtaget alle rettigheder til kendetegnet og navnet Morsø Forsikring pr. 1. november 2008 fra de tidligere ejere.
Til yderligere underbyggelse af klagers og dennes retsforgænger Morsø Forsikring gs’ brug af kendetegnet MORSØ FORSIKRING fremlægges udskrift af DK-Hostmaster, som viser, at domænet MORSOE-FORSIKRING.dk har været registeret siden 16. juni 2004 og ved opslag på www.archive.org. kan det konstateres, at der har været en aktiv hjemmeside tilknyttet domænet siden i hvert fald 2005. Jeg vedlægger udskrift af hjemmesidens forside dateret 8. april 2004, der viser brug af MORSØ FORSIKRING gs i stor skrift på hjemmesidens forside…"
Med brev af 22. november 2010 har Patent- og Varemærkestyrelsen udtalt følgende:
"… Styrelsen har vurderet det indsendte materiale på ny, herunder i lyset af den med klagers brev af den 8. november 2010 til Ankenævnet indsendte brancheerklæring fra brancheforeningen Forsikring & Pension.
Brancheforeningen Forsikring & Pension erklærer bl.a., at ansøger har anvendt betegnelsen Morsø Forsikring uændret, konstant og vedvarende siden 1992.
Det øvrige indsendte materiale, der hovedsageligt er indsendt med klagers brev af den 25. juni 2009, understøtter den nu indsendte brancheerklæring, idet særligt de indsendte eksempler på annonce- og reklamemateriale viser, at klager har anvendt betegnelsen MORSØ FORSIKRING i en logomæssig udformning bl.a. som vist nedenfor:
Den indsendte brancheerklæring angiver ikke hvilke specifikke tjenesteydelser MORSØ FORSIKRING har været anvendt for, men det indsendte annonce- og reklamemateriale viser, at det har været anvendt for diverse forsikringsydelser, herunder for ”parcelhusforsikring”, ”bilforsikring”, ”familieforsikring”, ”landbrugsforsikring”, ”erhvervsforsikring” m.m.
Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at det med den indsendte brancheerklæring, når denne ses i sammenhæng med det øvrige i sagen indsendte materiale, er dokumenteret, at klager har indarbejdet MORSØ FORSIKRING som varemærke i relation til tjenesteydelsen ”forsikringsvirksomhed”.
Derimod finder styrelsen det fortsat ikke dokumenteret, at mærket er indarbejdet for tjenesteydelserne ”Finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed.” i klasse 36, idet disse ydelser ikke fremgår hverken af den indsendte brancheerklæring eller det øvrige materiale i sagen, herunder det indsendte annonce- og reklamemateriale.
Styrelsen skal i den forbindelse bemærke, at ordet ”forsikring” i sig selv er uden særpræg for tjenesteydelserne ”finansiel virksomhed” og ”valutarisk virksomhed”, idet disse ydelser kan bestå i ”kurssikring”, der kan betragtes som en form for ”forsikring” mod tab ved større valutakursudsving. Denne form for ”forsikring” er dog – som anført ovenfor – ikke omtalt i det indsendte dokumentationsmateriale, hvorfor mærket ikke kan anses for indarbejdet herfor.
Tilføjelsen af stedbetegnelsen Morsø giver efter styrelsens opfattelse ikke mærket særpræg, idet det om navnet på en kommune, der ses hyppigt anvendt i virksomheds- og selskabsnavne for virksomheder hjemmehørende i denne kommune. Således ses der ved søgning på www.cvr.dk, at der er 141 aktive virksomheder registreret i Morsø Kommune, der indeholder stedbetegnelsen Morsø. Dette understreger blot, at Morsø opfattes som en stedbetegnelse og sædvanligvis anvendes som en sådan i virksomhedsnavne, der hidrører fra denne kommune.
Sammenstillingen af ordene ”Morsø” og ”forsikring” finder styrelsen heller ikke bidrager mærket særpræg. Denne vurdering understøttes også af Sø- og Handelsrettens dom af den 3. december 2002 i sag V 57/02 (U.2003.690S) vedrørende bl.a. forretningskendetegnet MORSØ SPAREKASSE.
Styrelsen skal følgelig henstille til Ankenævnet, at styrelsens afgørelse af den 4. august 2010 omgøres, således at klagers mærke MORSØ FORSIKIRNG anses for indarbejdet for tjenesteydelsen ”forsikringsvirksomhed” i klasse 36, og at mærket fortsat anses for at være uden særpræg for tjenesteydelserne ”finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed” ligeledes i klasse 36…"
Med brev af 22. december 2010 har klager Fynbo Forsikring A/S v/Sandel, Løje & Wallberg fremsendt følgende kommentar til Styrelsens brev:
"… Jeg har modtaget kopi af Patent- og Varemærkestyrelsens indstilling af 22. november 2010 og kan erklære mig enig heri, nemlig at klagers mærke Morsø Forsikring anses for indarbejdet for tjenesteydelsen ”forsikringsvirksomhed” i klasse 36, og at der derfor gives klager medhold i den subsidiære anmodning…"
Udskriftens og fotokopiens rigtighed bekræftes.
Ankenævnet for Patenter og Varemærker, 24. februar 2011.