Formmærker
Et formmærke er et varemærke, som består af eller omfatter en tredimensional form, herunder beholdere, emballage, varen selv eller dets udseende. Formmærker kan ved indlevering gengives som en grafisk reproduktion af formen eller en fotografisk reproduktion. Nedenfor kan du se eksempler på forskellige formmærker:
VA 2009 01293 MP655774 MP1411110
En gengivelse af et formmærke må godt indeholde forskellige synsvinkler, se eksempler nedenfor.
VA 2012 03236 VA 2017 00480 MP944650
Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 1, forbyder registrering af formmærker, der består af en form eller en anden egenskab, der enten
1. følger af varens egen karakter,
2. er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller
3. giver varerne en væsentlig værdi.
Forbuddet mod registrering i denne bestemmelse er fuldstændig, hvilket indebærer, at mærker der falder inden for bestemmelsen end ikke kan registreres selvom de er indarbejdet.
Du kan læse mere om registreringsforbuddet i § 14, stk. 1, nr. 1 i artiklen Form, der følger af varens egen karakter, nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver væsentlig værdi.
I tillæg til dette registreringsforbud, er formmærker - ligesom samtlige øvrige mærketyper - omfattet af varemærkelovens § 13, og dermed af kravene om, at mærket skal have særpræg, og ikke må være beskrivende.
Når et formmærke består af en gengivelse af varens egen form eller emballage, kan man få den tanke, at varemærket dermed blot gengiver varens art, og derfor altid er beskrivende efter varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 3. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
Det fremgår af varemærkelovens § 2, at et registreret varemærke kan bestå af varens form eller varens emballages form. Reglen om artsangivelser i varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 3, kan derfor ikke fortolkes som et generelt værn mod, at sådanne tegn registreres som varemærke. Se hertil bl.a. EU-Domstolens præjudicielle afgørelse C-53/01 - C-55/01 (Linde, Windward Industries og Rado Uhren), præmis 75 in fine.
Det kan dog ikke udelukkes, at et formmærke kan angive en egenskab ved de pågældende varer eller tjenesteydelser, som mærket ansøges registreret for, hvorfor formmærker i princippet kan være omfattet af bestemmelsen i varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 3. Der foreligger dog endnu ikke klare eksempler fra praksis på sådanne mærker.
Selvom et formmærke ikke anses for at være "beskrivende", kan mærket fortsat godt savne den nødvendige distinktivitet efter varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Som det fremgår af artiklen om Distinktivitet, så har EU-domstolens praksis fastslået, at særprægskravet i princippet er det samme, uanset hvilken varemærketype der er tale om. Det fundamentale krav om distinktivitet er således det samme, uanset om varemærket består af et ord, en figur, varens form, en lyd, en farve etc.
EU-domstolen har imidlertid tillige henvist til, at alle typer af tegn ikke opfattes på samme måde i alle omsætningskredse, og at dette forhold har indvirkning på, om et mærke er distinktivt eller ej. Forbrugerne er eksempelvis vant til umiddelbart at opfatte ordmærker og figurmærker som tegn, der identificerer varen, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, når tegnet er sammenfaldende med selve varens eller dennes emballages fremtræden.
Denne tilgang til vurderingen af særpræg for formmærker har ført til, at EU-domstolen er nået til den konklusion, at det kun er et formmærke, der afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen og derfor kan opfylde sin grundlæggende oprindelsesfunktion, som har fornødent særpræg efter varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Det gælder for formmærker, som ved andre typer af varemærker, at mærkets særpræg skal vurderes ud fra mærkets helhed. Det er således ikke tilstrækkeligt til at skabe særpræg, at mærket evt. indeholder enkelte detaljer, der ved nærgående analyse kan opfattes som særprægede.
Du kan læse mere om de mest sædvanlige typer af formmærker, nemlig varen selv og varens emballage, i de underliggende artikler.