EU-varemærker
EF-varemærket blev oprettet med Rådsforordning nr. 40/94 om EF-varemærker fra 1993.
Med denne forordning blev indført en fællesskabsordning for varemærker, som gjaldt umiddelbart i alle EF-medlemsstater og som gav virksomheder mulighed for med én ansøgning at opnå et EF-varemærke, som gjaldt i hele EF.
Siden 1996 har det været muligt at ansøge om en varemærkeret, der gælder alle EF- medlemsstaterne.
EF-varemærket blev som følge af Lissabon-traktaten i 2015 ændret til EU-varemærket. EF-varemærkereguleringen er senest ændret i 2017 med Europaparlamentet og Rådets Forordning(EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker.
Ansøgninger/registreringer benævnes EUTM (tidl. CTM), og de behandles og registreres ved EU-agenturet European Union Intellectual Property Office (EUIPO).
Det er også blevet muligt at designere hele EU gennem MP-systemet. Designeringer af EU sidestilles med EU-varemærkeansøgninger, og disse behandles derfor også ved EUIPO.
En ret til et EU-varemærke kan kun stiftes ved registrering.
EU-varemærkesystemet administreres gennem EUIPO (European Intellectual Property Office), der indtil 2016 hed OHIM (Office for the Harmonisation of the Internal Market). Kontoret, der også behandler ansøgninger om registrering af industrielle designs har til huse i den spanske by Alicante.
Ansøgning om EU-varemærke
Man skal indlevere ansøgningen direkte til EUIPO. Der kan ansøges online, og du kan finde yderligere information herom på EUIPO's hjemmeside. Det er ikke muligt at indlevere ansøgningen via Patent- og varemærkestyrelsen. Det er muligt at søge på forskellige måder. Eksempelvis kan man, hvis visse betingelser er opfyldt, søge "fast track" og dermed få en hurtigere sagsbehandling
I forbindelse med ansøgningen skal der indbetales et gebyr. Du kan se gebyrstørrelsen her. Gebyret skal indbetales direkte til EUIPO. Gebyrstørrelsen vil variere afhængigt af, hvor mange klasser man ønsker ansøgningen skal omfatte. Betalingen sker direkte til EUIPO, enten med kreditkort, bankoverførsel eller gennem en konto oprettet hos EUIPO.
Sprogvalg i ansøgningen
EUIPO's officielle sprog er engelsk, tysk, fransk, italiensk og spansk. En ansøger kan imidlertid indlevere en varemærkeansøgning på ethvert af medlemslandenes sprog. Herudover skal ansøger angive et arbejdssprog, som skal være forskelligt fra det første sprog, og som skal være et af de 5 officielle arbejdssprog. Arbejdssproget er det sprog, som EUIPO's korrespondance til ansøger vil være skrevet på. De fleste ansøgninger fra Danmark bliver indleveret på dansk og med engelsk som arbejdssprog.
Repræsentation
For ansøgere, der er hjemmehørende i EU, er der ikke pligt til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig ved EUIPO. Ansøgere, der ikke er hjemmehørende i EU eller EØS, skal derimod udpege en fuldmægtig med bopæl inden for EØS. EUIPO fører en liste over personer, der kan optræde som fuldmægtig. Liste findes tilgængelig som database på EUIPO's hjemmeside. Advokater skal ikke godkendes på forhånd.
Prioritet
En ansøger af et EU-varemærke kan påberåbe sig prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen, såkaldt konventionsprioritet. Et ønske om prioritet skal angives i ansøgningen, men det er muligt efterfølgende at indsende dokumentation herfor.
Anciennitet
En ansøger af et EU-varemærke, der samtidig er indehaver af et ældre nationalt registeret varemærke, kan påberåbe sig det ældre varemærkes anciennitet for EU-varemærket i den medlemsstat, som mærket er registreret i. Det er dog herved en forudsætning, at der er tale om et identisk varemærke, der dækker de samme varer og tjenesteydelser. Anciennitet har den virkning, at indehaveren af et EU-varemærke, der giver afkald på eller lader det ældre nationalt varemærke udslette, fortsat har de samme rettigheder i det pågældende land, som han ville have haft, hvis det ældre varemærke stadig havde været registreret.
Sagsbehandlingen af ansøgningen
Når EUIPO har modtaget ansøgningen, undersøges det indledningsvist, om ansøgningen opfylder betingelserne for at kunne opnå en ansøgningsdato. Derefter undersøges for eventuelle formelle mangler, om klassificeringen af varer og tjenesteydelser er korrekt, og om der er absolutte hindringer for mærkets registrering. Det skal bemærkes, at mærkets særpræg bliver vurderet på alle EU-sprog. Et varemærke, der er beskrivende og dermed mangler særpræg på bare ét sprog vil derfor kunne afslås, uanset at betydningen ikke er kendt på andre af sprogene.
I forbindelse med indleveringen af ansøgningen kn man anmode EUIPO om en undersøgelse for ældre rettigheder i EU-varemærkeregisteret, ligesom man kan anmode om søgninger i visse af medlemsstaterne. Dette er forbundet med et gebyr.
Er der en absolut hindring til stede for det pågældende mærkes registrering, afslås ansøgningen helt eller delvist, efter at ansøgeren har fået mulighed for at tilbagetage, begrænse sin ansøgning eller udtale sig i øvrigt. Ældre forvekslelige rettigheder har derimod karakter af relative hindringer for mærkets registrering. Et ansøgt EU-varemærke bliver derfor bekendtgjort i EU-varemærketidende efter udløbet af en nærmere fastsat frist, selvom der måtte være konstateret ældre rettigheder. Det er herefter op til indehaverne af disse rettigheder at anfægte EU-mærkets gyldighed ved en indsigelse.
Såfremt der ikke bliver rejst indsigelse imod EU-ansøgningen eller en indsigelse bliver forkastet ved en endelig afgørelse, registreres varemærket som EU-varemærke.
Registreringsperioden er 10 år regnet fra den dag, ansøgningen blev indgivet. Registreringen kan fornyes for 10 år ad gangen.
EUIPO's aktuelle materielle sagsbehandlingspraksis er beskrevet i EUIPO's Trade Mark Guidelines.
Der kan fremsættes indsigelse mod både EU-varemærker og Internationale registreringer, der designerer EU.
Indsigelser
En indsigelse skal fremsættes skriftligt senest 3 måneder efter bekendtgørelsen af EU-ansøgningen i EU-varemærketidende (EUTM Bulletin) EU-Varemærketidende bliver offentliggjort på EUIPO's hjemmeside, og der er direkte og gratis adgang hertil.
Indsigelse kan også rettes mod Internationale registreringer, som designerer EU.
Indsigelsen, der skal være begrundet, kan indleveres på ethvert af arbejdssprogene. Dog skal indsigelsen senest 1 måned efter indleveringen foreligge på det arbejdssprog, som ansøgeren oprindeligt har valgt.
Fremsættelse af indsigelse mod et EU-varemærke kan ske skriftligt eller on-line fra fra EUIPO's hjemmeside. Det forudsætter, at man opretter en brugerprofil.
Til fremsættelse af indsigelse er der knyttet et indsigelsesgebyr, der skal betales af indsiger til EUIPO. Desuden skal man være opmærksom på, at man som tabende part i en indsigelsessag kan komme til at betale den vindende parts udgifter til indsigelsessagen.
I Rådsforordning nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 art. 46, jf. art. 8 er angivet de grunde, som en indsigelse kan baseres på. Det kan være ældre nationale registreringer eller ansøgninger, velkendte mærker, internationale registreringer, registrerede eller ansøgte EU-varemærker og under visse betingelser ibrugtagne mærker eller andre erhvervsmæssigt anvendte tegn som fx virksomhedsnavne, der ikke kun har lokal betydning. Der kan desuden henvises til Kommissionens delegerede Forordning 2018/625 af 5. marts 2018
EUIPO's indsigelsesafdeling træffer afgørelse i alle indsigelsessager vedrørende bekendtgjorte EU-varemærker. Ved behandlingen af indsigelsessager er EUIPO bundet af parternes påstande og anbringender. Det er vigtigt at overholde de formelle krav, der stilles til indsigelsen, da den ellers risikerer at blive afvist.
Ophævelser
På et hvilket som helst tidspunkt efter registreringen kan der indgives en anmodning til EUIPO's annullationsafdeling om administrativ ophævelse af et registreret EU-mærke eller en International Registrering, der designerer EU
På EUIPOs hjemmeside kan man anmode om ophævelse online.
En anmodning om administrativ ophævelse skal ledsages af et gebyr. Desuden skal man være opmærksom på, at man som tabende part i en ophævelsessag kan komme til at betale den vindende parts udgifter til ophævelsessagen.
Et EU-varemærke kan erklæres ugyldigt, hvis det er registreret i strid med forordningens regler vedrørende absolutte hindringer, eller hvis der findes relative hindringer i form af ældre forvekslelige varemærker. Ligeledes kan varemærkeretten fortabes bl.a. på baggrund af manglende brug.
Bestemmelserne for mærkets ophævelse/ugyldiggørelse findes i Rådsforordningen artikel 58-61. Der kan desuden henvises til Kommissionens delegerede Forordning 2018/625 af 5. marts 2018.
Brugspligt
Det fremgår af Rådsforordning nr 2017/1001 af 14. juni 2017 art. 18, at mærkeindehaveren eller den, der har hans samtykke efter 5 år fra registreringen skal kunne bevise at have gjort reel brug af mærket. I forhold til indsigelser kan der, jf. art 47 stilles krav om at indsiger beviser at han har opfyldt brugspligten.
Om principperne for reel brug og den territoriale brug kan bl.a. henvises til Den Europæiske domstols afgørelser i sagerne C-40/01 MINIMAX, C-259/02 LABATOIRE DE LA MER og C-149/11 LENO MERKEN.
EU-varemærket som genstand for ejendomsret
Betingelserne for overdragelse, notering af pant, licens mv. findes i Rådsforordning nr. 2017/1001 af 14. juni 2017, art. 20-25. Disse bestemmelser kræver som udgangspunkt notering i registret og særligt for overdragelse, notering af pant og licens er noteringen en betingelse for at de kan påberåbes overfor tredjemand jf. art. 27.
Konvertering af EU-varemærker til nationale varemærker
Bestemmelserne om konvertering eller overgang findes i Rådsforordning nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 art. 139-141. Iflg. bestemmelserne kan en konvertering ske f.eks. som en følge af afslag eller tilbagetagelse af en EU-varemærkeansøgning.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis et mærke er beskrivende på et af EU's sprog, men ikke på de andre. I et sådant tilfælde vil en EU-ansøgning, der jo skal vurderes på hele EU's område, kunne afslås. Et mærke bestående af et ord, der måtte være beskrivende på polsk, vil ikke nødvendigvis blive forstået i Danmark, og man kunne derfor ønske at konvertere mærket til en dansk ansøgning.
Ved en konvertering af en EU-ansøgning eller designering af EU til en national dansk ansøgning skal eventuelle absolutte og relative hindringer vurderes med udgangspunkt i ansøgnings-/designeringsdatoen hos EUIPO.
Fordelen ved en konvertering er at den nationale ansøgning behandles som en ny ansøgning men med bevarelse af eventuel prioritet eller anciennitet, der måtte være tilknyttet den oprindelige EU-ansøgning.
Det er ligeledes muligt at konvertere en International Registrering der designerer EU til nationale ansøgninger.
Appelmuligheder
Alle afgørelser truffet af EUIPO's undersøgelsesafdeling, indsigelsesafdeling samt annulllationsafdeling kan påklages til EUIPO's Appelkamre. Enhver, der er part i en sag, har adgang til at klage, hvis en afgørelse er gået vedkommende imod. Klagen skal indgives skriftligt til EUIPO inden 2 måneder efter den dato, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. I den forbindelse skal der betales et klagegebyr.
Appelkamrenes afgørelser kan indbringes for Retten i Første Instans, der har kompetence til at omstøde eller ændre den indklagede afgørelse. De afgørelser, der træffes af Retten, kan appelleres til EU-Domstolen, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål i modsætning til faktum. Heri ligger bl.a., at selve bevisbedømmelsen ikke kan påkendes i anden instans af Domstolen.