VMBKG § 2
- Lovtekst
- Artikler
Danske varemærkeansøgningers indhold
§ 2. En dansk varemærkeansøgning skal indeholde følgende:
1) En anmodning om registrering af et varemærke, herunder med angivelse af om der er tale om et individuelt varemærke, et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.
2) Ansøgerens navn eller firma og postadresse. Angives der flere adresser, tages kun den førstnævnte adresse i betragtning, medmindre ansøgeren betegner en af adresserne som hovedpostadresse.
3) En fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering. Fortegnelsen skal være udfærdiget i overensstemmelse med varemærkelovens § 12.
4) En gengivelse af varemærket, der opfylder betingelserne i varemærkelovens § 2, herunder opfylder de krav der er fastsat i §§ 3 og 4.
Stk. 2. En dansk varemærkeansøgning skal endvidere indeholde følgende:
1) En anmodning om prioritet efter varemærkelovens §§ 12 a eller 12 b og oplysninger i overensstemmelse med §§ 5 eller 6, hvis ansøgeren vil påberåbe prioritet.
2) Fuldmægtigens navn eller firma og adresse, hvis ansøgeren er repræsenteret af en fuldmægtig. Med ansøgningen skal endvidere indgives en fuldmagt, jf. § 47.
3) Angivelse af at én ansøger eller én repræsentant skal være fælles repræsentant, hvis der i ansøgningen er angivet flere ansøgere eller repræsentanter. Angives ikke en fælles repræsentant, vil den først anførte blive anset som fælles repræsentant.
4) Dokumentation for varemærkets anvendelse, hvis det påberåbes, at det ansøgte varemærke har opnået fornødent særpræg ved brug, jf. varemærkelovens § 13, stk. 2.
Stk. 3. En dansk varemærkeansøgning kan indeholde en anmodning efter varemærkelovens § 11, stk. 2, om, at Patent- og Varemærkestyrelsen udarbejder en nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter varemærkelovens § 17. Anmodningen kan imødekommes, når
1) anmodningen fremsættes i ansøgningen, og
2) der med ansøgningen følger det foreskrevne gebyr for udarbejdelse af en nærmere begrundelse, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 2.
Stk. 4. En dansk varemærkeansøgning kan endvidere indeholde en anmodning om, at der ikke udarbejdes en søgningsrapport, jf. varemærkelovens § 11, stk. 3. Anmodningen kan imødekommes, når
1) ansøgningen er indgivet via Patent- og Varemærkestyrelsens elektroniske ansøgningsformular, og
2) fortegnelsen over varer og tjenesteydelser efter varemærkelovens § 11, stk. 5, nr. 3, alene består af betegnelser for varer eller tjenesteydelser fra den database over forhåndsgodkendte betegnelser, der er tilknyttet den elektroniske ansøgningsformular.
Stk. 5. Med ansøgningen skal følge det foreskrevne gebyr, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 1.