VMBKG § 27
- Lovtekst
- Artikler
§ 27. Efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver, der er berettiget hertil efter varemærkelovens § 34, stk. 1 og 2, begære en varemærkeregistrering ophævet. Med begæringen skal følge det foreskrevne gebyr, jf. varemærkelovens § 60 c, stk. 2.
Stk. 2. En begæring om ophævelse kan være rettet mod alle eller en del af den anfægtede registrerings varer eller tjenesteydelser.
Stk. 3. Hvis begæringen om ophævelse er indgivet med henvisning til flere ældre rettigheder, skal disse tilhøre samme indehaver, jf. varemærkelovens § 34, stk. 4.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen kan beslutte at behandle og træffe afgørelse i flere begæringer mod samme varemærkeregistrering under ét. Styrelsen kan senere beslutte at behandle en eller flere begæringer hver for sig.
Stk. 5. Patent- og Varemærkestyrelsen kan suspendere en begæring om ophævelse i tilfælde, hvor der er indgivet andre begæringer om ophævelse af registreringen. Hvis registreringen ophæves i sin helhed, anses eventuelt suspenderede begæringer for bortfaldet.
Stk. 6. Indehaveren af registreringen skal underrettes om begæringen og have adgang til at udtale sig. Er der flere begæringer om ophævelse mod en registrering, underretter Patent- og Varemærkestyrelsen tillige de øvrige anmodere om begæringen.
Stk. 7. Ophæves registreringen helt eller delvist, offentliggøres disse ændringer, når afgørelsen er blevet endelig.