Varemærker som selvstændige værker

Ophavsretten har et ganske bredt beskyttelsesområde. Den generelle tendens inden for dette rettighedsområde er endvidere, at anvendelsesområdet udvides. Det er derfor et væsentligt spørgsmål, om et varemærke kan nyde ophavsretlig beskyttelse.

Det er udgangspunktet i den varemærkeretlige teori, at et varemærke, der er skabt med henblik på at skulle fungere som et erhvervsmæssigt kendetegn for en virksomheds varer, ikke er ophavsretligt beskyttet. Det er den almindelige antagelse i dansk ret, at sådanne almindelige varemærker generelt ikke opfylder ophavsrettens krav om originalitet.

Varemærker beskyttes alene efter varemærkelovgivningen, og beskyttelsen efter varemærkeloven er begrænset til konkurrencerelationen. Den ophavsretlige beskyttelse er generel og udstrækkes også til de tilfælde, hvor der ikke er varelighed.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man skal behandle de relativt få varemærker, der opfylder kravet til at være et værk, selvom de er skabt med henblik på at skulle fungere som forretningskendetegn?

Der er ikke i retspraksis taget stilling til, om der i disse tilfælde kan gøres en varemærkeretlig og ophavsretlig beskyttelse gældende samtidig. I Sø- og Handelsrettens dom af 13. marts 1998 vedrørende WWF’s pandabjørn, blev det lagt til grund, at pandabjørnen er varemærkebeskyttet. Retten afviste imidlertid at anse pandabjørnen for et værk beskyttet af ophavsretsloven.

Afgørelsen giver dog ikke noget klart svar på, om den samtidige beskyttelse er principielt udelukket, eller om pandabjørnen blot ikke var et originalt værk i ophavsretslovens forstand.