Varemærker som selvstændige værker
Ophavsretten beskytter "værker" og varemærkeloven beskytter "varemærker". Der er tale om 2 lovsæt, der har hvert sit beskyttelsesområde og sigte.
Ophavsretsloven beskytter i udgangspunktet retten til spredning af ophavsretligt beskyttede værker og retten til eksemplarfremstilling, altså det at kopiere fx en bog eller andet kunstværk.
Varemærkeloven beskytter "forretningskendetegn". Varemærkeloven har derfor til sigte bl.a. at beskytte indehavere af varemærker mod, at andre fx bruger samme eller lignende mærke, for på den måde at lukrere på et kendt varemærke.
Der kan opstå en situation, hvor et varemærke lever op til de krav ophavsretten stiller til værker og dermed nyder beskyttelse efter ophavsretsloven.
Det står udtrykkeligt i ophavsretslovens § 10, stk. 1, at beskyttelse efter designloven ikke udelukker beskyttelse efter ophavsretsloven. Der står ikke noget tilsvarende i relation til varemærker.
Dog er der i teorien ikke noget til hinder for, at et varemærke tillige er beskyttet efter ophavsretsloven, hvis mærket lever op til de krav loven stiller til originalitet. Et varemærke kan derfor nyde en form for "dobbeltbeskyttelse", dvs. være beskyttet både efter ophavsretsloven og efter varemærkeloven. Dette gælder b.la. for lydmærker, multimediemærker, logoer og slogans, der nok i højere grad vil kunne leve op til ophavsrettens krav om "originalitet" end fx et enkelt ord.
Tidligere var antagelsen, at et varemærke skabt med henblik på at fungere som forretningskendetegn, ikke samtidigt kunne nyde beskyttelse efter ophavsretsloven. Dette synspunkt er dog forladt i nyere teori.