Relative hindringer
Relative hindringer er ældre rettigheder, der er indehavet af andre, og som ansøgeren risikerer at krænke ved registreringen eller brugen af varemærket. Relative hindringer er reguleret af varemærkelovens § 15 og kan være:
- Ældre ansøgte og registrerede varemærker, herunder EU-varemærker
- Uregistrerede varemærker, hvortil der er stiftet varemærkeret i Danmark
- Varemærker, herunder udenlandske varemærker, der er "vitterligt kendt" i Danmark
- Udenlandske varemærker, hvis det yngre varemærke er ansøgt i ond tro
- Personnavne og portrætter
- Virksomhedsnavne
- Ejendomsnavne
- Beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser
- Ophavsrettigheder
- Designrettigheder og andre industrielle rettigheder (eksempelvis skorstensmærker og kontorflag)
- Øvrige forretningskendetegn, der er beskyttet efter markedsføringslovens § 22
I behandlingen af ansøgninger undersøges det normalvis, om der er relative hindringer for det ansøgte varemærke. En sådan undersøgelse kan dog fravælges af ansøgeren, hvilket forudsætter, at ansøgningen indgives som en "fast-track" ansøgning.
Styrelsen sender en søgningsrapport til ansøgeren med resultatet af søgningen. Selve søgningen omfatter dog udelukkende ældre ansøgte eller registrerede varemærker, jf. varemærkelovens § 17. Dette betyder, at styrelsen ikke foretager søgninger efter eksempelvis uregistrerede varemærker, virksomhedsnavne eller personnavne, og ansøgere må derfor selv sørge for, at disse typer af relative hindringer er undersøgt og vurderet.
Udover den almindelige søgningsrapport har ansøgere mulighed for at modtage en "nærmere begrundet søgningsrapport", mod betaling af et gebyr på 700 kr. Vælger man at få udarbejdet en nærmere begrundet søgningsrapport, vil styrelsen for hver enkelt fundne ældre varemærke forklare, hvorfor der er fundet lighed mellem mærkerne og angive hvilke varer og tjenesteydelser, der er påvirket af den relative hindring.
Du kan læse nærmere om de forskellige former for ansøgninger her.
Når der sendes en søgningsrapport, giver styrelsen ansøgeren en frist til at vurdere, hvordan man vil forholde sig til de rettigheder som vi har fremsøgt. Fristen gives for at ansøgeren eventuelt kan indhente samtykke fra indehavere af de ældre rettigheder eller begrænse sin ansøgning, så risikoen for konflikt minimeres. Det er dog ikke et krav for at gå videre med ansøgningen, at der faktisk reageres på søgningsrapporten, og det står ansøgeren frit for at tage beslutning om, hvorvidt der skal reageres eller ej.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at styrelsens søgningsrapporter ikke udgør en afgørelse om, hvorvidt mærket kan registreres eller ej. Derfor vil styrelsen heller ikke indgå i en diskussion med ansøgeren om, hvorvidt de ældre rettigheder, der er nævnt i en søgningsrapport, faktisk er relevante, eller om der skulle have været nævnt yderligere rettigheder. Søgningsrapporterne har således alene til formål at informere og vejlede ansøgeren om de mulige konflikter, der kan være med ældre rettigheder. Søgningsrapporterne er følgelig ikke udtryk for en egentlig afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang det ansøgte varemærke er i konflikt med ældre rettigheder.
Hvis ansøgeren vælger ikke at reagere på søgningsrapporten, vil styrelsen blot offentliggøre ansøgningen, hvorved indehavere af ældre rettigheder vil få lejlighed til at fremsætte indsigelse mod ansøgningen. Det er altså ens eget valg, om man på dette tidspunkt ønsker at lade ansøgningen offentliggøre uden at have fået afklaret forholdet til de ældre rettigheder, der er nævnt i søgningsrapporten.
Hvis der fremsættes indsigelse, vil styrelsen træffe afgørelse om indsigelsen, herunder om ansøgningen kan accepteres eller skal afslås helt eller delvist.