Forvekslelige varemærker
En ret til et varemærke indebærer, at andre ikke erhvervsmæssigt må bruge eller kan få registreret et identisk eller lignende kendetegn for samme eller lignende varer og tjenesteydelser. Denne ret er et grundlæggende princip i varemærkerettens indhold.
Det grundlæggende i den varemærkeretlige beskyttelse er således, at andre ikke må anvende det beskyttede varemærke erhvervsmæssigt uden indehaverens samtykke. Er der identitet både mellem mærkerne og mellem de varer eller tjenesteydelser de vedrører, foreligger såkaldt "dobbeltidentitet". I denne situation er beskyttelsen fuldstændig, jf. den 16. betragtning i præamblen til varemærkedirektivet.
Varemærkebeskyttelsen er dog ikke begrænset til andres brug af helt identiske tegn, men beskytter også mod andres brug af lignende tegn, når en sådan brug indebærer en risiko for, at omsætningskredsen vil forveksle tegnet med det beskyttede varemærke, herunder vil tro, at der er en kommerciel forbindelse mellem disse.
En risiko for forveksling mellem to mærker foreligger ikke alene, når forbrugerne kan tage fejl af to varemærker, dvs. antager det ene mærke for at være det andet, men kan også foreligge i den situation, hvor forbrugerne godt kan se forskel på mærkerne, men hvor visse ligheder mellem mærkerne alligevel kan føre til, at forbrugerne fejlagtigt tror, at varerne eller tjenesteydelserne kommer fra samme udbyder.
Varemærker kan som hovedregel kun være forvekslelige med et ældre varemærke, når følgende betingelser er opfyldt:
1. Mærkerne skal være identiske eller ligne hinanden - lighed mellem mærker.
2. Mærkerne skal angå samme varer og/eller tjenesteydelser eller varer og/eller tjenesteydelser af lignende art - lighed mellem varer og/eller tjenesteydelser.
Varemærkelovens bestemmelser om forvekslelighed
Hovedreglen om forveksling mellem varemærker findes i varemærkelovens § 4, stk. 2, der forbyder anvendelsen af forvekslelige mærker, og i varemærkelovens § 15, stk. 1 og stk. 2, der udelukker registrering af forvekslelige mærker.
Overordnet dækker varemærkelovens § 4 de tilfælde, hvor indehaveren af et ældre varemærke ønsker at forhindre brugen af et yngre mærke, mens varemærkelovens § 15, dækker de tilfælde, hvor registreringen af det yngre mærke, kan forhindres.
Almindelige principper for vurdering af forvekslelighed
Ved vurdering af, hvorvidt to varemærker er forvekslelige, skal der foretages en helhedsbedømmelse, hvori samtlige relevante faktorer skal inddrages.
Helhedsbedømmelsen tager udgangspunkt i den relevante omsætningskreds' opfattelse af mærkerne og de varer eller tjenesteydelser disse vedrører. Fastlæggelsen af den relevante omsætningskreds er således helt central i vurderingen, da en given omsætningskreds kan have forskellige forudsætninger for at forstå et mærke eller et marked.
I helhedsbedømmelsen indgår endvidere en række faktorer og principper, der indvirker på bedømmelsen på forskellig vis. Af disse kan bl.a. nævnes:
Det synsmæssige indtryk - mærkernes udseende
Det lydlige indtryk - mærkernes udtale
Det begrebsmæssige indtryk - de associationer mærkerne giver
Mærkernes særpræg
Mærkernes indarbejdelse
Mærkernes bekendthedsgrad
Den praktiske benyttelse af mærkerne
Køberkredsens art og markedssædvaner
Varerne og tjenesteydelsernes beskaffenhed
Princippet om det udviskede erindringsbillede
Produktreglen
Princippet om helhedsindtrykket
Hvilken betydning hvert af disse elementer har for vurderingen, herunder hvilken vægt elementerne tillægges, varierer fra sag til sag alt efter mærkernes karakter og sagens omstændigheder i øvrigt. Der er således ingen facitliste for, hvornår to varemærker er forvekslelige og dermed vil kunne krænke hinanden.
Styrelsen lægger ved sin vurdering dog som udgangspunkt hovedvægten på kriterierne om lighed mellem mærkerne og lighed mellem varerne. Dette skyldes, at styrelsen ofte ikke har viden om andre forhold vedrørende mærkerne, fx om hvordan de anvendes i praksis. Dog anvendes som udgangspunkt følgende tre principper i vurderingen:
- Produktreglen
Der antages at være en indre sammenhæng mellem mærkelighed og varelighed, også kaldet produktreglen. Der stilles således mindre krav til vareligheden, hvis mærkerne er identiske eller kun adskiller sig ganske lidt fra hinanden, mens varerne eller tjenesteydelserne skal have en høj grad af lighed, hvis mærkerne blot ligner hinanden.
- Princippet om helhedsindtrykket
Når to mærker skal vurderes i forhold til hinanden, skal man opfatte mærkerne som helheder og ikke som en sammensætning af enkeltheder. Der skal ses bort fra uvæsentlige forskelle. Heri ligger, at to mærker godt kan være forvekslelige på trods af indbyrdes forskelle, hvis mærkerne i deres helhed er så lig hinanden, at forbrugeren kan tage fejl af mærkerne eller tro, at der er en forbindelse mellem disse.
- Princippet om det udviskede erindringsbillede
Dette princip udtrykker, at en køber ikke altid har mulighed for at se og vurdere de to mærker samtidig, idet to eventuelt forvekslelige mærker sjældent står side om side på hylden i butikken. Situationen er derimod ofte den, at en køber kun har et mindre klart billede - et udvisket erindringsbillede - af det pågældende mærke, når køberen forsøger at gentage sit køb. To varemærker kan derfor være forvekslelige, også selvom mindre forskelle mellem disse vil være tydelige, hvis de blev set samtidig og side om side.
Som nævnt ovenfor foretages vurdering af forveksleligheden altid ud fra en konkret vurdering fra sag til sag, hvor de forskellige kriterier kan have forskellig betydning afhængigt af situationen. Der skal således ikke anvendes samme målestok ved alle varemærker, men differentieres efter den pågældende situation.
For at sikre ensartede afgørelser foretager styrelsen sit skøn vedrørende ligheden mellem mærkerne dels ud fra de overordnede principper og kriterier og dels ud fra mere detaljerede kriterier, der er udledt af retspraksis og administrativ praksis. De detaljerede kriterier for vurderingen af lighed mellem ordmærker er vejledende, og der foretages altid en samlet individuel vurdering.