Brugspligt
Varemærkelovens § 25 fastslår, at indehaveren af et registreret varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der indenfor en sammenhængende 5-årsperiode ikke er gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til manglende brug.
Brugspligten indtræder 5 år fra registreringsprocedurens afslutning jf. varemærkelovens § 10 c. Begrebet registreringsprocedurens afslutning skal forstås således, at 5-årsfristen beregnes fra registreringsdatoen.
Se dog også § 8, stk. 4 i lov nr. 1533 af 18. december 2018 om ændring af varemærkeloven og forskellige andre love og om ophævelse af fællesmærkeloven (Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, varer i transit, overførsel af gebyrindtægter m.v.), hvori det bl.a. er fastsat, at varemærker, der er registreret, og for hvilke registreringsproceduren ikke er endeligt afsluttet inden den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende regler om registreringsprocedurens afslutning anvendelse. Tidligere varemærkeregistreringer var således underlagt andre regler for fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning, der således først indtraf efter varemærkets registrering. For disse tidligere registrering fremgår registreringsprocedurens afslutning af styrelsens register.
Efter 5 år fra registreringsprocedurens afslutning, kan indehaveren risikere at få mærket udslettet helt eller delvist, hvis der indgives en begæring om ophævelse af registreringen og det ikke kan dokumenteres, at indehaveren har gjort reel brug af mærket for de omfattede varer eller tjenesteydelser inden for en periode, der rækker 5 år tilbage fra det tidspunkt en eventuel anmodning om ophævelse indleveres.
Formålet med dette krav om "reel brug" er, at varemærkeregisteret skal afspejle virkeligheden, idet kun de registreringer, der faktisk benyttes, skal være i registeret. Dermed skabes der plads i registeret, og andre erhvervsdrivende får mulighed for at registrere egnede varemærker. Brugskravet skal endvidere ses i lyset af, at en varemærkeret kan bestå tidsubegrænset, dvs. så længe registreringen fornys, og det kan derfor skade konkurrencen og den almindelige erhvervsudvikling, hvis en virksomhed kan opretholde rettighederne til varemærker, der ikke anvendes. Samtidig er der dog givet rimelig tid til, at indehavere af varemærkeregistreringer kan forberede deres brug og udnyttelse af deres mærker, idet der ikke kræves aktuel, reel brug på registreringstidspunktet, men først 5 år efter mærkets registrering.
Det er en forudsætning for, at registreringen kan ophæves, at der indgives en anmodning om ophævelse. Der er ikke tale om, at mærket af sig selv bortfalder efter 5 års periodens udløb. Normalt vil det være en konkurrent, der, for selv at kunne registrere og anvende et mærke, ønsker en registrering ophævet eller begrænset.
Mange ældre varemærker er registreret for en eller flere hele klasser, der hver især kan omfatte mange varer eller tjenesteydelser, herunder brede betegnelser for sådanne, der omfatter en del forskellige varer eller tjenesteydelser inden for samme kategori. I forhold til sådanne registreringer vil det ofte være vanskeligt for indehaveren at dokumentere, at mærket har været brugt for alle varerne og tjenesteydelser, og registreringen vil i sådanne situationer alene blive opretholdt for de varer eller tjenesteydelser, som mærket kan dokumenteres anvendt for. Man mister således ikke fuldt ud sin varemærkeret, hvis man har benyttet mærket for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilket mærket er registreret.
Det skal bemærkes, at man ikke kan indgive begæring om administrativ ophævelse af en registrering, når der verserer en sag for domstolene vedrørende den pågældende registrerings gyldighed, jf. § 34 stk. 5. Er den samme registrering genstand for såvel en begæring om administrativ ophævelse som en retssag om registreringens gyldighed, skal styrelsens behandling stilles i bero på færdiggørelse af sagen ved domstolene jf. § 34 stk. 6.
Læs også