Brugens omfang - brugt for?
Rettighederne til et varemærke, der har været registreret i mere end fem år, kan alene opretholdes for de varer og/eller tjenesteydelser, mærket bevises brugt for. Det er præciseret i varemærkelovens § 34, stk. 3, at en ophævelsesbegæring kan være rettet mod dele af eller hele varefortegnelsen. Såfremt begæringen kun er rettet mod dele af varefortegnelsen, er det alene disse varer og/eller tjenesteydelser, mærket skal bevises brugt for.
Såfremt varefortegnelsen omfatter et bredt overbegreb, og mærket kun er anvendt for én specifik vare eller tjenesteydelse, vil overbegrebet som udgangspunkt blive begrænset til den specifikke vare eller tjenesteydelse eller alternativt til nærmeste overbegreb. Hvis termen derimod udgør en tilstrækkelig præcis og afgrænset kategori, hvor de omfattede varer eller tjenesteydelser ikke er så forskellige, at det giver mening at opdele termen i selvstændige underbegreber, opretholdes registeringen for den pågældende vare/tjenesteydelse, der må anses som nærmeste overbegreb (Se bl.a. Retten i Første Instans' afgørelse T-126/03 ALADDIN).
I tilfælde hvor et mærke er brugt for en række varer eller tjenesteydelser, der falder under et bredt overbegreb omfattet af registreringen, vil registreringen efter omstændighederne kunne opretholdes for overbegrebet, hvis ikke der findes et mere nærlæggende overbegreb. Det kan eksempelvis tænkes, at et mærke er brugt for engelskundervisning, spanskundervisning og franskundervisning. I dette tilfælde vil mærket kunne opretholdes for "sprogundervisning", hvis mærket er registreret for netop "sprogundervisning". Hvis mærket derimod er registreret for det meget brede overbegreb "undervisning", ville beskyttelsesomfanget evt. skulle begrænses til "sprogundervisning".
Som et illustrativt eksempel fra dansk domstolspraksis kan nævnes Sø- og Handelsrettens afgørelse i V-20-06 vedrørende mærket SMIL, der efter styrelsens opfattelse var bevist brugt for "små chokoladestykker med karamelfyld", men registreret for "chokolade og konfekturevarer" i klasse 30. Retten fastslog, at en begrænsning til "små chokoladestykker med karamelfyld" var for snæver, men at "chokoladeprodukter og konfekturevarer hovedsagelig bestående af chokolade" var for bredt et overbegreb. Selvom det bl.a. følger af ALADDIN afgørelsen, at der ved vurderingen af omfanget af den "reelle brug" skal tages hensyn til den legitime interesse, indehaveren har i at kunne udvide sit sortiment, så fremgår det af SMIL-dommen, at der er grænser for, hvor langt denne legitime interesse kan strækkes.