Brugens geografiske dækning
I vurderingen af hvorvidt brugspligten for et varemærke er opfyldt, skal brugens territoriale omfang ligeledes tages i betragtning.
EU-domstolen har i den præjudicielle afgørelse C-149/11, Leno Merken BV udtalt, at "det territoriale omfang af brugen ikke udgør et særskilt kriterium for, at der er tale om reel brug, men et af de elementer i denne brug, som skal indgå i den samlede vurdering og undersøges parallelt med de øvrige elementer i brugen".
Brugen skal påvises i det relevante territorium. Er der tale om et EU-varemære, skal brugen have fundet sted inden for EU, mens et nationalt varemærke skal have været brugt indenfor denne medlemsstats område.
I forhold til den territorielle brug af danske varemærke, er det for opfyldelse af brugspligten af afgørende betydning, at varemærket er brugt her i landet. Kravet til omfanget af brugen anses ikke for at være stort. Se hertil Sø- og Handelsrettens afgørelse i V-0043-99, Carmen, hvor et beskedent salg af elektriske apparater på Færøerne blev anset for at være tilstrækkeligt. Sø- og Handelsretten udtaler, at der "efter ordlyden af varemærkelovens § 25, stk. 1, og formålet med bestemmelsen, jf. herved 6. betragtning til varemærkedirektivet, kan der ikke stilles krav om at den brug der er gjort af varemærket, skal være af betydeligt omfang, hverken i henseende til volumen eller geografisk område".
Der er stilles således ikke et krav om, at mærket er brugt på landsdækkende plan, men blot at mærket er brugt på det danske territorium. Sø- og handelsretten fandt eksempelvis at brugen af mærket BRUGSEN som domænenavn og som navn på 5 butikker i Danmark og 13 butikker i Grønland var tilstrækkeligt for at opfylde brugspligten.
Er der tale om et EU-varemærke, skal det bemærkes, at brug inden for Fællesskabet er tilstrækkeligt til at opretholde registreringen. EU-domstolen fremhæver i C-149/11, Leno Merken BV, at ordene »inden for Fællesskabet« tilsigter at præcisere det geografiske referencemarked for enhver undersøgelse af, om der foreligger reel brug af et EF-varemærke." Domstolen konkluderer herefter i præmis 44, at "der ved bedømmelsen af, om der foreligger »reel brug inden for Fællesskabet« i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, skal ses bort fra grænserne for medlemsstaternes område".
Når der er tale om EU mærker skal EU således ses som ét marked, og det er derfor ikke landegrænser der er afgørende, men det pågældende marked der ageres indenfor, jf. C-149/11, Leno Merken.
Dog anfører EU-dosmtolen også, at det er berettiget at forvente, at et EU-varemærke bruges i mere end en medlemsstat. Samtidig understreges det, at det ikke er udelukket, at markedet for de pågældende varer eller tjenesteydelser, under visse omstændigheder kan være afgrænset til en enkelt medlemsstats område, hvis der eksempelvis er tale om et marked der kun består nationalt. I visse tilfælde kan brugen af et EU-varemærke på et afgrænset område således udgøre reel brug.
I langt de fleste tilfælde er det væsentligste dog, at det for EU-varemærker gælder, at hele EU udgør det referencemarked, som den skete brug skal vurderes op imod. Dette kan særligt have betydning i forhold til vurderingen af, om der er tale om en brug, der inden for den pågældende branche anses for begrundet i fastholdelse eller erhvervelse af markedsandele, idet der således er tale om en markedsandel af hele markedet for EU.
Hvilken betydning dette forhold kan have, kan bl.a. ses af ankenævnets afgørelse i sagen AN 2015 00025, hvor brug af EU-varemærket JUMP blev anset for utilstrækkelig. Mærket var i den relevante periode kun dokumenteret brugt ved salg af produkter til én forhandler i én medlemsstat.
Uanset om der er tale om et EU-varemærke eller et nationalt varemærke, skal kriteriet angående brugens geografiske dækning altid indgå som et element i den samlede helhedsvurdering af opfyldelse af brugspligten. Hvor stort krav der stilles til brugens geografiske dækning, vil derfor variere fra sag til sag, og skal altid ses i lyset af det relevante marked.