Kapitel 6 - Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen (§42-§45) (Historisk)
Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen
Stk. 1. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt krænker en varemærkeret, der er stiftet ved registrering, ved brug eller i henhold til Rådets forordning om EF-varemærker.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.
Stk. 1. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, skal betale
1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og
2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.
Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.
Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.
Stk. 4. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.
Sø- og Handelsretten er EF-varemærkedomstol i første instans, og Højesteret er EF-varemærkedomstol i anden instans i henhold til EF-varemærkeforordningens art. 91.
Stk. 1. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 1, meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten.
Stk. 2. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40 og 57 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 1. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 2, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 2. Sø- og Handelsrettens afgørelser i medfør af stk. 1 kan kæres til Østre Landsret.
Stk. 3. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40 og 57 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Fogedretten yder efter anmodning Sø- og Handelsretten bistand til varetagelsen af de opgaver, der er nævnt i retsplejelovens § 641.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og et EF-varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EF-varemærket skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 2. § 43 c, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 1. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af varemærkeretten kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at en vare, som krænker en varemærkeret, skal
1) tilbagekaldes fra handelen,
2) endeligt fjernes fra handelen,
3) tilintetgøres,
4) udleveres til den forurettede eller
5) at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.
Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.
Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.
Stk. 1. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 43 eller 44, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.
Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.
Stk. 1. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.
Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette licensgiveren herom.
Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af § 42, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.