MCS BRAND MANAGEMENT COMPANY LIMITED
VS
BRIX DENMARK ApS

Det er styrelsens vurdering, at der grundet varesammenfald og betydelige ligheder mellem mærkerne, er forvekslelighed mellem det ansøgte mærke og indsigers ældre EU-varemærke. Indsiger havde ligeledes påstået, at mærket var ansøgt i ond tro og havde i den forbindelse henvist til en række af indsigers udenlandske rettigheder. Det var dog styrelsens opfattelse, at indsigers argumenter var utilstrækkelige til at statuere ond tro, herunder da der ikke forelå dokumentation for ansøgers hensigt til at hindre indsigers brug af varemærket i Danmark.

Urban Jürgensen AG, Schweiz vs. FLT2019 ApS, Danmark
Ophævelsen blev taget til følge på baggrund af manglende brug, da det indsendte materiale fra indehaver var meget sparsomt. Størstedelen af materialet var ikke dateret eller dateret udenfor den relevante tidsperiode. Derudover havde styrelsen ikke modtaget dokumentation, der kunne vise at varemærket var brugt for de fleste varer og tjenesteydelser som var omfattet af registreringen.
Anmoder påstod også at indehaver var i ond tro på ansøgningstidspunktet. Det var dog styrelsen vurdering at ansøger ikke har været i ond tro. Styrelsen har lagt vægt på at, anmoder ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at det har været indehavers hensigt at hindre anmoders brug i Danmark eller på anden måde skade anmoder. Konstateringen af en rettighed i Schweiz, kan ikke i sig selv begrunde, at indehaver har været i ond tro på ansøgningstidspunktet. At indehaver ønskede at holde mærket på danske hænder, udgør efter styrelsen opfattelse ikke tilstrækkeligt indicium til at anse varemærket ansøgt og registreret i ond tro.
Registreringen blev således ophævet.

Tacopop AS, Norge vs. Tacopop IVS
Påstand om ansøgning indgivet i ond tro om den norske anmoders figurmærke og krænkelse af det norske selskabsnavn ikke tilstrækkeligt dokumenteret, uanset påvisning af indehavers kendskab til anmoder på ansøgningstidspunktet.

RAT PACK Filmproduktion GmbH, Tyskland vs. RatPac Entertainment, LLC
Indsiger har ikke bevist at der er stiftet en ret ved brug af mærket RAT PACK for produktion af film. Det er ud fra det samlede materiale ikke tilstrækkelig klart, hvad omfanget af indsigers brug af mærket har været, og de eksempler på brug, der er vist gør det ikke muligt at fastslå, at tredjemand har haft mulighed for at stifte bekendtskab med brugen af mærket. Det er således heller ikke bevist, at indsiger har anvendt det udenlandske virksomhedsnavn Rat Pack Filmproduktion i Danmark. Indsigers påstand om ond tro, jf. varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 9 (tidligere § 15, stk. 3, nr. 3), tages heller ikke til følge, da indsiger udelukkende har henvist til indehavers formodede kendskab og ikke indgivet yderligere bevis for påstanden om ond tro hos indehaver. Et eventuelt kendskab er efter retspraksis ikke tilstrækkeligt til at løfte indsigers bevisbyrde. Ankenævnet har i AN 2017 00014 stadfæstet styrelsen afgørelse. Ankenævnet har vurderet, at indsiger ikke har dokumenteret en stiftet ret. Indsiger havde i ankesagen indsendt supplerende dokumentation, bl.a. udlån af de pågældende film på biblioteker i Danmark. Afgørelsen er efter indbringelse for Sø- og Handelsretten genoptaget i ankenævnet som efter ny dokumentation i kendelsen AN 2020 00003 vurderer, at indsiger har stiftet en ibrugtagen ret til mærket for "filmproduktion". Indehavers mærke ophæves derfor for produktion og distribution af fjernsynsprogrammer og film” i klasse 41.
Sø- og Handelsretten har den 1. november 2021 i BS-33436-2020 afgjort, at der ikke er grund til at tilsidesætte ankenævnets vurdering af ibrugtagning. Spørgsmålet om risiko for forveksling lægges til grund som ubestridt.

Micro Matic A/S vs. Taizhou TALOS Sanitary Co., Ltd., Kina
Der er risiko for forveksling af mærkerne for så vidt angår varerne i klasse 7 og 11. Det er ubetænkeligt at lægge til grund, at indehaver på ansøgningstidspunktet for nærværende danske ansøgning har haft kendskab til anmoders rettigheder og disses omfang, idet indsigelsessagen mod indehavers internationale registrering var verserende. Herudover har anmoder den 19. juli 2012 har kontaktet indehaver vedrørende krænkelse af varemærkerettigheder i flere lande, bl.a. Kina. Indehaver søgte efter denne henvendelse om international registrering med basis i Kina i en række lande, herunder Danmark. Anmoder har henvist til bilag i den tidligere indsigelsessag, hvor det fremgår, at indehaver ligesom anmoder beskæftiger sig med anlæg til fadøl, trykregulatorer og tilhørende dele. Indehavers har ikke svaret i sagen og har således ikke fremført argumenter eller dokumentation for at have en egen legitim interesse i mærket, ligesom denne ikke har indgivet ophævelsesbegæring mod anmoders mærker. Styrelsen er heller ikke blevet oplyst om, at indehaver har iværksat andre retsskridt. Ud fra parternes relation og sagernes samlede forløb samt mærkernes identitet og særpræget af anmoders mærke, er det styrelsens opfattelse, at indehaver må bevise, at denne gennem sin ansøgning ikke har haft til hensigt at hindre anmoders legitime virksomhed. Da indehaver ikke har svaret på styrelsens høringsbreve eller opfordring til at indsende bevis for at ansøgningen ikke er indgivet i ond tro, tager vi begæringen til følge, og registreringen vil blive ophævet i sin helhed.

Fossflakes A/S vs. Bjørn Jarle AS, Norge
Mærket ophæves efter agentreglen i varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3, da det er dokumenteret at der på ansøgningstidspunktet eksisterede et agentforhold hvor indehaver var forhandler af anmoders produkter og anmoder dermed udgør et stamhus. Indehaver har ikek kunne retfærdiggøre handlingen i henhold til Pariserkonventionens art. 6(g).

LC Waikiki Magazacilik Hizmatleri Ticaret Anonim Sirketi, Tyrkiet vs. Murat Tepeci
Der er ikke risiko for forveksling af mærkerne, da da hverken er sammenfald eller tilstrækkelig lighed mellem tjenesteydelserne i klasse 35. Indsiger har påberåbt sig velkendthed, , men det er ikke dokumenteret at indsigers mærke er velkendt i Danmark eller EU. Indsiger har heller ikke bevist, at mærket er taget i brug for lignende varer/ydelser i udlandet. Indsiger har også påstået at ansøgningen er i strid med § 15, stk. 3, nr. 3, men uanset det påviste kendskab er kriterierne for ond tro ikke opfyldt, idet mærkerne ikke er forvekslelige.

GHS Automation AG, Schweiz vs. Klaus Dieter Klement Verwaltungs GmbH, Tyskland
Det er ikke tilstrækkelig bevist eller sandsynliggjort at ansøgningen er indgivet i ond tro. Indsiger har indgivet dokumentation for indehavers kendskab, men det eventuelle kendskab er under alle omstændigheder ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udgøre ond tro, jf. principperne i C-529/07, Lindt & Sprüngli.

Cloetta AB, Sverige vs. Carletti A/S
Indsiger har en registrering af ordet JULESKUM i Sverige og gør herudover en varemærkeret stiftet ved brug i Danmark gældende. Efter styrelsens opfattelse er ordet JULESKUM uden særpræg for de omstridte varer, skumslik i klasse 30. Indsiger har ikke bevist at JULESKUM har opnået særpræg gennem indarbejdelse. Det er dermed ikke bevist, at indehaver har været i ond tro ved indgivelsen af ansøgningen, jf. de af Højesteret angivne præmisser for at konstatere ond tro i sag 282/09 om en tredimensional flaske.

Radio City Trademarks, LLC Limited Liabiity Company Delaware vs. PARKEN VENUES A/S
Det er styrelsens vurdering, at det angrebne mærke ikke har særpræg for ” for underholdningsvirksomhed, sportsarrangementer og kulturelle arrangementer, afvikling af koncerter, musicals og events i klasse 41, idet mærket kan angive tjenesteydelsernes art, nemlig at arrangementerne består i et stort juleshow. Det angrebne mærke vil derfor blive ophævet for disse tjenesteydelser, jf. § 13, stk. 1, nr. 3 (tidligere § 13, stk. 2, nr. 1).
Det er endvidere styrelsens vurdering, at det af indsigers indsendte materiale ikke dokumenterer, at indsiger har stiftet en rettighed til mærket Radio City Christmas Spectacular i Danmark, jf. varemærkelovens § 15 stk. 1, jf. § 15, stk. 2, nr. 4 (tidligere § 15, stk. 4, nr. 2), eller at indsigers mærker kan anses som værende vitterlig kendte varemærker. Yderligere finder styrelsen, at varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 9 (tidligere § 15, stk. 3, nr. 3) ikke finder anvendelse, da det element som mærkerne har tilfælles består af et usærpræget mærkeelement. I øvrigt er det styrelsens opfattelse, at der efter ophævelsen af indehavers mærke for underholdningsmæssige ydelser ikke længere er tale om ydelser af samme eller lignende art. Indsigelsen tages således ikke til følge.

IDT Corporation, NJ, USA vs. Necati Karakus
Ikke taget til følge, da indsiger ikke har indsendt dokumentation for sin påberåbte varemærkeret anvendt i udlandet.

RatPac Entertainment, LLC vs. RAT PACK Filmproduktion GmbH, Tyskland
I kendelsen AN 2017 00014 af 28. februar 2018, får klager får ikke medhold, uanset at denne har indgivet supplerende materiale for stiftelse af en varemærkeret ved brug for produktion af film, da ankenævnt finder, at det ikke fremgår af materialet hvordan kendetegnet RAT PACK anvendes i forbindelse med de film, som er udlånt på biblioteket og udlåne derfor ikke kan anses for varemærkemæssig brug. Ankenævnet stadfæster dermed styrelsens afgørelse VR 2015 02390 også vedrørende brug af det udenlandske virksomhedsnavn og afvisningen af påstanden om ond tro.
Sagen indbringes for Sø- og Handelsretten, som på Ankenævnets anmodning på baggrund af ny dokumentation for brug, hjemviser sagen. Ankenævnet har den 30. juni 2020 omgjort sin kendelse, således at mærket ophæves for "produktion og distribution af fjernsynsprogrammer og film” i klasse 41, idet klager har bevist en ibrugtagen ret til mærket RAT PACK for "filmproduktion".
Sø- og Handelsretten har den 1. november 2021 i BS-33436-2020 afgjort, at der ikke er grund til at tilsidesætte ankenævnets vurdering af ibrugtagning. Spørgsmålet om risiko for forveksling lægges til grund som ubestridt.

I vurderingen af om indgiver af en ansøgning er i ond tro om, at en tredjemand anvender et varemærke i udlandet, der risikerer at være forveksleligt med ansøgers mærke, skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, der forelå på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Det faktum, at ansøger vidste eller burde vide, at der forelå risiko for forveksling, er ikke tilstrækkeligt til at statuere ond tro.