Beskyttede geografiske indikationer
Visse geografiske oprindelsesangivelser, de såkaldte geografiske indikationer, nyder en særlig beskyttelse gennem EU-forordninger og aftaler EU har indgået med tredjelande. Dette har hovedsageligt betydning i forhold til mærker, der omfatter fødevarer og som indeholder en geografisk angivelse, men beskyttelsen af de geografiske indikationer omfatter også andre angivelser og opdeles i fire forskellige typer: oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser, traditionelle benævnelser for vin og garanterede traditionelle specialiteter.
Som hovedregel kan mærker ikke registreres som varemærke, hvis de indeholder en beskyttet geografisk indikation.
Med den nye varemærkelov, som trådte i kraft 1. januar 2019, har styrelsen fået en eksplicit hjemmel til at afslå mærker som indeholder beskyttede geografiske indikationer. Styrelsen har tidligere afslået den slags mærker med henvisning til, at mærkerne er i strid med lov, men beskyttelsen følger nu af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5, 6 og 7. Bestemmelserne har alene karakter af en præcisering af den allerede gældende retsstilling, hvorfor bestemmelserne ikke medfører nogen egentlig ændring af tidligere praksis.
Hvis en varemærkeansøgning vedrører et mærke som indeholder mærkeelementer omfattet af en geografisk indikation, betyder det ikke nødvendigvis, at mærket ikke kan registreres. Det er i den forbindelse nødvendigt at sammenholde mærkets varefortegnelse med de varer som den geografiske indikation gælder for. Varemærker må gerne indeholde geografiske indikationer, hvis varerne i varefortegnelsen lever op til de krav der gælder for den pågældende geografiske indikation.
Du kan læse mere om de forskellige typer af geografiske indikationer i de tilknyttede artikler.
|
EU-Kommissionens databaser over geografiske indikationer kan findes her:
De beskyttede geografiske indikationer er også tilgængelige i EUIPOs database GIview. |