Klasse 18

KLASSE 18

I Niceklassifikationen anvendes følgende eksempler på klassens indhold i det såkaldte "klassehoved":

"Læder og læderimitationer; skind og huder; kufferter og rejsetasker; paraplyer og parasoller; spadserestokke; piske, seletøj og sadelmagervarer; halsbånd, snore og beklædningsgenstande til dyr."

Vejledende bemærkninger

Klasse 18 omfatter hovedsageligt læder, imitationer af læder, visse varer fremstillet af disse materialer.

Denne klasse omfatter særligt: 

  • bagageartikler og bæretasker, eksempelvis, kufferter, rejsekufferter, rejsetasker, bæreseler til spædbørn, skoletasker;
  • bagagemærker;
  • visitkortholdere og tegnebøger;
  • æsker og etuier af læder eller af læderpap.

Denne klasse omfatter navnlig ikke:

  • spadserestokke eller stokke til medicinske formål (kl. 10);
  • beklædning, fodtøj og hovedbeklædning af læder til mennesker (kl. 25);
  • tasker og etuier tilpasset til det produkt, de er beregnet til at indeholde, eksempelvis tasker tilpasset til bærbare computere, tasker og etuier til kameraer og fotografisk udstyr (kl. 9), etuier til musikinstrumenter (kl. 15), golftasker med eller uden hjul, tasker specielt designet til ski og surfboards (kl. 28);
  • visse varer fremstillet af læder, imitationer af læder, skind og huder i denne klasse, som er klassificeret i henhold til deres funktion eller formål, eksempelvis strygeremme (kl. 8), polerelæder (kl. 21), vaskeskind til rengøring (kl. 21), læderbælter til beklædning (kl. 25).

Upræcise klassehovedtermer

Klasse 18 indeholdte tidligere én af de i alt 11 klassehovedtermer alle varemærkemyndigheder i EU udpegede som upræcise, og dermed kunne disse ikke stå alene i varefortegnelsen, uden at være præciseret. Denne praksisændring trådte i kraft den 1. januar 2014 i Danmark, og den 1. januar 2016 blev mange af disse taget ud af klassehovederne, heriblandt "Varer fremstillet af læder og læderimitationer (ikke indeholdt i andre klasser)".

Det er derfor ikke længere muligt at registrere et mærke for termen varer fremstillet af læder og læderimitationer (ikke indeholdt i andre klasser), på trods af, at tidligere registreringer kan indeholde denne term. Det må præciseres hvilke typer af varer der er tale om, som eksempelvis dokumentmapper (lædervarer).

Særlige forhold der kendetegner klassen

Særligt skal bemærkes, at tasker som udgangspunkt klassificeres i klasse 18, uanset det materiale som de er lavet af. Såfremt taskerne er specielt udformet til en specifik vare, klassificeres taskerne i den samme klasse som varen klassificeres i eksempelvis "Tasker til golfkøller (kl. 28). Det samme gør sig gældende for étuier, æsker og andre beholdere, der er specielt udformet eller tilpasset til at indeholde en specifik vare eksempelvis "Étuier til ketjsere" (kl. 28). 

Klasse 18 indeholder ikke beklædningsgenstande til mennesker, selvom disse er fremstillet af læder. Sådanne varer klassificeres som udgangspunkt i klasse 25. Det skal dog bemærkes, at beklædningsgenstande til dyr klassificeres i klasse 18. 

Visse varer af læder med en særlig tilknytning til en specifik vare klassificeres  i andre klasser, eksempelvis "urremme af læder" (kl. 14), og "bordskånere af læder" (kl. 21).



Opdateret: 2. januar 2023