Klasse 8

KLASSE 8 

I Niceklassifikationens klasse 8 anvendes følgende eksempler på klassens indhold i det såkaldte "klassehoved":

"Håndværktøj og redskaber (hånddrevne); knivsmedevarer, bestik; hug- og stikvåben; barberknive og -maskiner".

Af de vejledende bemærkninger fremgår, at denne klasse særligt omfatter: 

Klasse 8 omfatter hovedsageligt manuelt betjente redskaber, brugt som håndværktøj i de respektive fag.

  • knivsmedevarer, bestik af ædle metaller;
  • elektriske barbermaskiner og hårklippere (håndværktøj).

Endvidere fremgår det af de vejledende bemærkninger, at denne klasse navnlig ikke omfatter følgende varer: 

  • visse specielle instrumenter (se den alfabetiske liste);
  • værktøjsmaskiner og motordrevne redskaber (kl. 7);
  • kirurgiske knive (kl. 10);
  • sidevåben i form af skydevåben (kl. 13);
  • papirknive (kl. 16);
  • fægtevåben (kl. 28).

Særlige forhold der kendetegner klassen

Ædle metaller og legeringer heraf
Klasse 14 omfatter hovedsagligt ædle metaller og legeringer heraf. Her tænkes eksempelvis på "smykker", "ure" og "juveler". Man kan have den tanke, at eksempelvis en gaffel af guld således skal klassificeres i klasse 14, da den er lavet af et ædelt metal. Dette er dog ikke tilfældet. Det afgørende her er nemlig, hvad produktet skal bruges til, og ikke hvad det er lavet af. En gaffel af guld skal klassificeres i klasse 8. 

Knivsmedevarer, bestik
Som udgangspunkt klassificeres bestik, køkkenknive og redskaber til tilberedning af mad går i klasse 8. Dog klassificeres serveringsredskaber, eksempelvis "salatbestik", "serveringsskeer" og "øseskeer" til servering af mad eller vin, i klasse 21. Visse redskaber til tilberedning af mad, såsom "nøddeknækkere" og "sukkertænger" klassificeres også i klasse 21.

Det er desuden værd at bemærke, at "engangsservice af plastic" også går i klasse 8. Herudover indeholder klasse 8 også skarpe og stumpe våben, her tænkes eksempelvis på "knive", "sabler" og "bajonetter". Er der tale om fægtevåben er klasse 28 den rigtige klasse, fordi der er tale om sportsudstyr. Er der tale om kirurgiske knive i form af eksempelvis kirurgiske "skalpeller" er klasse 10 den relevante klasse. Afgørende for, i hvilken klasse en kniv skal klassificeres, er altså hvad kniven skal bruges til. 

Håndværktøj
Hånddrevet værktøj og redskaber skal som udgangspunkt klassificeres i klasse 8. Her tænkes eksempelvis på "skruetrækkere", "koben" eller "hammere". Hvis værktøjet er motordrevet, vil den rette klasse ikke længere være klasse 8, men derimod klasse 7, da værktøjet får karakter af maskiner.